Video: 15-tons bæst knuser alt under sig

Kasper Nielsen, direktør og ejer af Skovbygaard, har købt sig en Raptor 300. Den skal sikre, at de aldrig holder stille.

Skovbygaard, som hører hjemme i Vester Hjermitslev Nordjylland, har købt et stort bæst. Med en kampvægt på 15 ton og 300 hestekræfter knuser deres Raptor 300 alt under sig, både grene og stubbe.

Direktør og ejer Kasper Nielsen, der har 10 ansatte i sin skovvirksomhed, har fået lavet en video, produceret af EH Media, som viser maskinen i færd med at æde sig gennem et ryddet skovareal.

Hvad videoen dog ikke viser er, hvorfor Kasper Nielsen har købt det store, dyre bæst: Den er overlegen i det våde vejr og bakkede terræn. Hidtil har Skovbygaard haft en traktordrevet grenknuser og rodfræser.

"Vi kan ikke køre, når det regner, og når det er dårligt vejr. Så er vi tvunget til at blive hjemme. Med Raptor kan vi bare fortsætte. Så vi skulle gerne få nogle flere timer på," forklarer Kasper Nielsen.

Købssummen på 2,5 millioner kroner - plus en ekstra investeringen for henholdsvis grenknuser og rodfræser - burde altså kunne betale sig.

"Det, vi bruger den til er at gøre klar til nyplantning og rodfræse efterfølgende. Det, vi primært har købt den for, er at kunne køre hele året rundt, fordi den har bælter. Så den er mere skånsom, når det har været regnvejr. Den er god ved terræn. Den kan køre op af 45 graders stigning og 30 graders sidehæld. Så har den lavt marktryk. Når vi kører i bløde områder, ved moser og lave engarealer," siger Kasper Nielsen.

Maskinen kan fræse i 30 centimeters dybde - og med stubfræseren tages alt.

"Der er stort set ingen grænser på størrelsen af stubben," siger Kasper Nielsen.

Kunderne er Naturstyrelsen, private skoveejere, landmænd og kommuner. For landmænd er der - foruden almindeligt skovarbejde - også arbejde i remiser eller læbælter. Eksempelvis vil man kunne se Raptoren tynde ud i læbælter.

Kasper Nielsen har desuden købt en Volvo-lastbil med knæklad.

"Så er vi hurtigt fremme til næste opgave. Og den kan jo ikke køre på vejen," siger direktøren.

 

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle