Video: Landbrugsavisen.dk smager på insekter

Kok Roberto Flore hos Nordic Food Lab eksperimenterer med lokale insekter i gastronomiske retter, og han mener godt, at danske landmand kan begynde at holde øje med den alternative fødevarekilde.

I to år har den danske filminstruktør Andreas Johnsen fulgt i hælene på kokke og researchere fra Nordisk Food Lab.

De jagter spiselige insekter med det helt rette gastronomiske potentiale: Fårekyllinger, biller, melorme, græshooper, silkeorme og andre. Nu er dokumentarfilmen færdig, og Landbrugsavisen.dk var med til premieren, hvor vi også smagte på de små kræ. I nogle af retterne var insekterne med til at pifte retten op, i andre en mere fast bestanddel.

Noget smagte godt, andet mindre godt, efter vores udsendtes smag. Det kan du se i videoen øverst.

Tesen er, at insekter kan vokse inden for landbruget - med produktion både til mennesker og som foder til dyr.

I dag spiser 80 procent af verdens befolkning insekter, mens det stadig i Europa og USA er yderst sjældent, at man vender blikket mod sin myretue i baghaven, når der bliver snakket om aftensmad. 

Ikke desto mindre siger kokken Roberto Flore, Nordisk Food Lab, til Landbrugsavisen.dk, at insektopdræt kan være en mulighed for landmænd i Danmark.

"Vi ser allerede nu, at Holland og Belgien begynder at have insektfarme med fårekyllinger og melorme. Det kan også være en mulighed i Danmark," fortæller Roberto Flore. 

Farmene i Holland producerer både insekter til mennesker og til foder til dyr. 

Ny generation kan ændre tankegang

Roberto Flore eksperimenterer med at lave bæredygtigt mad med lokale insekter. Han benytter sig allerede af fårekyllinger, bilarver og rødmyrer i sin mad.

"Der er behov for at gøre folk opmærksomme på, at insekter faktisk er mad. EU-Parlamentet udsendte sidste år en lovgivning om insekter som mad, hvor flere insekter blev nævnt som fødevarer, men der er mange gråzoner med insekter," fortæller Roberto Flore. 

Sammen med to kolleger har Roberto Flore rejst rundt i verden for at smage på insekter, der til dagligt bliver spist i lokale samfund.

Han synes især, at unge landmænd skal overveje at producere de alternative fødevarer. 

"Det kunne være en god ny måde for den nye generation at starte sådan et landbrug op. Det behøver ikke være fuld tid, man kan godt diversificere sit landbrug ved at have det ved siden af et moderne landbrug, som for eksempel foder til sine høns," siger Roberto Flore. 

Økologisk Landsforening skrev i maj, at melorme og insekter kan være en god bæredygtig proteinkilde i foderet for fjerkræsproducenter. Teknologisk Institut og Agrotech har i samarbejde med Seges Økologi prøvedyrket melorme på forskellige biomasser hos seks landmænd og analyseret melormenes ernæringsværdi.

Siden 2010 har det kun været tilladt at bruge op til fem procent ikke-økologisk protein i foder, og denne grænse forventes sænket yderligere i 2017. Derfor er det relevant at undersøge insekter som mulige nye kilder til animalsk økologisk protein i foder, er tanken bag.

Nordic Food Lab afsluttede i maj 2016 et treårigt projekt med fokus på insektgastronomi, og hvordan man i fremtiden kan skabe mad nok til at brødføde verdens befolkning.

Dokumentaren BUGS har premiere i udvalgte biografer d. 7. september. Du kan se en trailer for filmen her.

Faktaboks

FN udsendte i 2014 en anbefaling om at betragte insekter som et nyt og væsentligt proteinrigt supplement til vores fødekæde.

Siden da har interessen for insekter været stærkt stigende, og støttet af fødevareeksperternes appel til forbrugerne om bæredygtig og økologisk adfærd, er insekterne nu for alvor ved at indtage restauranternes spisekort og forventes at blive en naturlig ingrediens i vores daglige madvarer.

I 2050 estimerer FN, at der vil være 9,5 milliarder mennesker i verden, og fødevareproduktionen vil stige med 70 procent. FAO – Food and Agriculture Organization of the United Nations har derfor udsendt en rapport med 1900 spiselige insekter, der kan være de fremtidige fødevarer i verden.

Emneord

video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle