Vigtig med en hotline til hjælp mod kaos

Fremtiden ser lysere ud, men der er stadig en del landmænd, som vil opleve konkurs og tvangssalg i 2017.

I 2016 ringede 85 landmænd ind til Dansk Landbrugsrådgivnings (DLBR) krisetelefon på grund af konkurs eller tvangssalg. Ifølge erhvervsøkonomisk chef hos Seges Klaus Kaiser er prognosen, at 150 heltidsbedrifter vil gå konkurs i år. Derudover kommer der formentlig mindst et lige så stort antal tvangssalg.

»Det er et tegn på, at der fortsat er landmænd, som står i svære økonomiske vanskeligheder, selvom produktpriserne stiger,« supplerer specialkonsulent Bodil Irene Jensen, Seges. Hun har været projektleder for Landbrugets krisehjælp siden 2012.

På krisehjælpens hotline er der bemandet med fem socialkonsulenter, som er ansat på lokale rådgivningsvirksomheder. Bodil Irene Jensen påpeger, at de yder et værdifuldt stykke arbejde til landmænd, som henvender sig til krisehjælpen. Landmændenes udfordringer drejer sig ofte om henvendelser til det offentlige og a-kasser, depression, skilsmisse og forholdet til børnene.

»Det er svært for de kriseramte landmænd at bevare overblikket, når de har været økonomisk pressede i længere tid. Dér kan socialkonsulenterne hjælpe dem med at navigere rundt i kaos,« siger hun.

Sammenhold og støtte

Der er massiv opbakning til krisehjælpen i landbruget. Ifølge Bodil Irene Jensen har alle landboforeninger, inklusiv Landbrug & Fødevarer, støttet krisehjælpens arbejde, ligesom Plan Danmark har ydet tilskud. Den samlede støtte i 2017 er ca. 700.000 kr.

»Det er vi utroligt glade for. Det viser, at landmændene gerne vil stå sammen i en situation, hvor mange fra erhvervet er ramt. Alle foreninger kender landmænd, som er gået fra hus og hjem, og de ved derfor, hvor hårdt det er,« siger hun.

Siden Landbrugets krisehjælp startede i 2012, har ca. 400 landmænd ringet til hotlinen.

»Jeg håber, at det begynder at falde lidt, men den økonomiske situation antyder, at det vil vare et stykke tid endnu, inden vi kan afblæse krisen,« siger Bodil Irene Jensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle