»En dag forærer John Deere måske sine traktorer væk«

Nystartede virksomheder kan i dag blive verdensomspændende på et splitsekund - og samtidig udradere hæderkronede giganter. Fænomenet kaldes disruption og vil ifølge oplægsholder Anders Hvid ændre vores måde at tænke virksomheder på.

Hvilken branche er John Deere i?

De fleste vil uden tvivl sige »traktorbranchen«.

Men ifølge Anders Hvid, der lever af at holde oplæg om fremtidens virksomheder, bør John Deere og alle vi andre måske svare noget helt andet.

»Kodak solgte patentet til digitalkameraet, fordi de ud fra deres kompetencer definerede, at de var i papir- og kemiindustrien. Det skal man ikke. Man skal definere sig efter sine kunders behov. Det betyder, at John Deere kan være i traktorindustrien, eller »optimering-af-udbyttet-industrien« - eller noget helt andet,« siger foredragsholderen, der forudser, at robotter og droner snart vil indtage traktormarkedet og ændre det fundamentalt.

Et primært emne for Anders Hvid er disruption ordet, der er kommet på alle topdirektørers læber. Og hvis ikke de siger det, vil de blive tvunget til at forholde sig til ordet snart. For verden har ændret sig, mener oplægsholderen, der er en af landets mest efterspurgte.

Han kobler disruption til, at verden går stadig hurtigere - især på den teknologiske front.

»Vi vil i de kommende år se en ekstrem konvergens mellem teknologierne, at de beriger hinanden. Når man kobler digitalfotos med kunstig intelligens, kan man diagnosticere røntgenbilleder bedre på computer end som person,« siger han og peger på, at også udviklingen af selvkørende biler pludselig tager fart før ventet.

Det stiller krav til virksomhederne.

»Tidligere lavede vi visioner og strategier. De byggede på, at vi kunne forudsige og lægge på lager, opsætte processer og optimere drift. Men det marked, vi kigger ud i, er komplet uforudsigeligt, og derfor er vi nødt til at få nye værktøjer,« lyder det, før han erkender, at disruption ikke er nyt.

»Disruption har fundet sted altid. Bilen disruptede hesten, og malkemaskinen disruptede malkepigerne. Disruption er en strategisk metode, hvor man som lille virksomhed kan udfordre den store.«

Nettet føder globale

Anders Hvid peger på, at nystartede virksomheder, der opererer online, på ingen tid kan blive globale, fordi de hverken skal have butikker eller mange medarbejdere. Det kan undergrave eksisterende spillere, der har brugt årevis på at få filialer og strukturer.

Samtidig bliver data stadig mere værdifulde.

»Google er eksemplet på, at data er mere værd end et fysisk produkt,« siger han og peger igen på John Deere:

»De har udviklet en vidensplatform til deres produkt, hvor de samler data om jordbundsforhold, vejr og udbytte. Lige nu er det et værktøj, der følger med til eksisterende kunder. Men den database kan vise sig at blive så meget værd, at de begynder at forære deres traktorer væk,« forudser han.

De tre største udfordringer i en forandringstid

  1. Usikker fremtid: Verden i dag er langt mere uforudsigelig end tidligere, fordi udviklingen sker så tjept. Det gør det væsentligt sværere for virksomhederne at lave meningsfulde visioner og strategier.
  2. Overhalet af it: Vores tænkemåde og lovgivning er opbygget lineært - men udviklingen på især it-fronten er eksponentiel og overhaler derfor.
  3. Samarbejde giver spring: Når teknologierne kan arbejde sammen på kryds og tværs, skaber det vilde kvantespring frem. Det øger risikoen for disruption af eksisterende virksomheder.

Faktaboks

Anders Hvid

  • 2013-: Medstifter af DareDisrupt
  • 2015-: Medlem af Europa-Kommissionens ekspertgruppe for Forskning og Innovation, RISE
  • 2014: Forfatter til bogen »Forstå Fremtiden«
  • 2013-15: Medlem af Innovationsforum DTU
  • 2010: GSP10 fra Singularity University
  • 2002: M.Sc. i Business fra Roskilde Universitet

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle