»Giv os lettere regler om forsinket MFO-udlæg«

L&F efterlyser en mere enkel løsning, når landmænd udsætter høst, hvor der er MFO-udlæg.

Landmænd er ikke herre over vejret, og dermed hvornår de høster markerne, og det giver nu udfordringer, hvad angår MFO-græsudlæg.

Hvis ikke afgrøden er høstet 20. august, så efterafgrøde-udlægget kan boltre sig, kan landmanden udskyde fristen til 3. september. Han skal dog oplyse det til Landbrugsstyrelsen inden 20. august. Det virker lige en tand for bøvlet og unødvendigt, mener Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer. Han har onsdag skrevet til Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, for at få ændret reglerne, så landmænd ikke behøver at indberette forsinkelsen, bare de stadig overholder reglen om, at de først må pløje marken op tidligst otte uger efter høst.

”Der er tale om en frist, hvor man selv i almindelige år vil have behov for udskydelse. Det er bestemt ikke gavnligt i en tid som denne, hvor mange landmænd har travlt ude i marken«, siger Niels Peter Nørring, der forventer, at Landbrugsstyrelsen tager L&F’s ønske til efterretning.

Når landmanden skal give Landbrugsstyrelsen besked om, at høsten er udskudt, er det angiveligt fordi, de skal planlægge kontrollen af landmanden.

Ifølge Niels Peter Nørring er det ikke nødvendigt, fordi de områder, hvor hovedafgrøden høstes senere end 20. august, sandsynligvis er sammenfaldende med de områder, hvor der bliver anmeldt udskudt såfrist for efterafgrøder.

Faktaboks

Fakta

  • På tirsdag, 20. august, er der frist for høst af korn med MFO-græsudlæg
  • Fristen kan udskydes til 3. september, hvis landmanden giver besked om dette til Landbrugsstyrelsen senest 20. august

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle