»I 2009 kaldte vi GPS for underholdning«

Henning Thybo er med på den nye teknologi og IT, men savner rådgivning om brugen, så den kan gøre fuld gavn.

Henning Thybo har været ’first mover’, når det gælder teknologi. Siden 2009 har han haft GPS på traktoren for at køre mere præcist og optimere driften.

»Dengang kaldte jeg det for underholdning, og de andre grinte bare. Nu tror jeg, at 90 procent af det dyrkede land bliver passet af traktorer med GPS«, siger han.

Han har fire traktorer, der er GPS-styrede, og det betyder for eksempel, at han kan gødske efter tildelingskort. Både med gødningssprederen og protamylasevognen.

»Men vi udnytter det ikke fuldt ud endnu. Det er svært, når man både skal tildele efter magnesium, kalk, kvælstof og fosfor osv,, for det kræver forskellige mængder. Tildeler man efter kalkbehov, er det måske tre ton, og efter magnesiumbehov 8 ton«, siger han.

Samtidig efterlyser han rådgivning på området.

»Hvis jeg skal over i den kamp, skal rådgiverne ud at hjælpe. Vores maskineri kan meget, men vi har brug for noget, der også virker på landmandsk. Det er ikke så enkelt, når det også skal bruges i praksis, og man skal stole på det«.

Også på IT-siden er Henning Thybo godt med. MarkOline, Field Sense, Farm Tracking, og hvad det ellers hedder. Det seneste indkøb er Raindancer, der holder styr på vandingsmaskinerne, der også har fået GPS. Den fortæller, hvor de er, og hvornår de er færdige. Dermed bliver arbejdet lettere og risikoen for vandingsfejl mindre.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle