»Jeg har ikke længere tillid til L&F«

Det er en fejl, at L&F taler om økonomisk optimum i forhold til kvælstof og ikke ligevægtsprincippet. Derfor melder Jørgen Jørgensen sig ud.

Medlemsfrafaldet i Landbrug & Fødevarer kom op at vende på delegeretmøde, da der var frit slag for de delegerede. Jørgen Jørgensen, medlem af bestyrelsen i LandboSyd, gik nemlig på talerstolen og forklarede, hvorfor han har meldt sig ud med årets udgang.

»Begrundelsen er ganske enkel, - jeg har ikke længere tillid til ledelsen i L&F,« sagde han.

»Det er trist ikke at skulle være medlem af L&F – men jeg må erkende at vi ikke kan holde til at ledelsen ønsker at henholde sig til politiske forlig, hvor samfundet i udkantsdanmark dør,« uddybede han.

Jørgen Jørgensen mener, at han og andre i fire år har brugt kræfter på at gøre L&F opmærksom på, at toget kører i den forkerte retning og mener, at L&F er med til at indføre begrebet sårbare jorde (som skal have mindre gødning, red.).

»Konsekvensen af indførelse af sårbare jorde er, at min bror og jeg skal gå fra hus og hjem med vores familier efter fuldt implementerede planer i 2016,« sagde han.

Dette på trods af at de i dag driver et sundt landbrug som ifølge deres økonomikonsulent er blandt de 25 procent bedste i Danmark.

»Uden at vi belaster miljøet,« sagde Jørgen Jørgensen og tilføjede, at der er mange i samme båd.

»Jeg forlanger at blive behandlet faglig og juridisk korrekt, og at min fagforening bakker mig op i dette - så kan jeg selv klare den gæld, jeg har pådraget mig,« tilføjede han.

Jørgen Jørgensen uddybede efterfølgende over for LandbrugsAvisen.

Hvad får du ud af at melde dig ud?

»Jeg kan se mig selv i spejlet om fire år. Jeg forlanger at blive reguleret fagligt og juridisk korrekt. Jeg kan ikke længere stå model til, hvad min tidligere forening bakker op om.«

De siger jo de ikke støtter op, men prøver at påvirke politikerne…

»Støtter op og støtter op, de siger ikke fra. Punktum.«

De siger, de prøver at forbedre mmed faglige input…

»Jeg har endnu ikke hørt dem sige, at man skal gøde efter ligevægtsprincippet. Det er EU-lovgivning, den er såre simpel. Økonomisk optimum kan vi ikke bruge til noget. De skal sige ligevægtsprincippet, hvor vi gøder efter plantens optimale behov. Ellers så siger Bæredygtigt Landbrug det for mig.«

De er jo ikke med ved bordet, hvor politikerne lytter…

»Nej, men så hellere stå udenfor. Jeg vil kunne se mig selv i spejlet om fire år. Det her er så alvorligt, at mange landbrug kommer til at lukke af det. Det er nødvendigt at trutte rent nu.«

L&F hævder også at de kritiserer den miljøregulering, der kommer. Får man ikke mere ud af at sidde med ved bordet?

»Hvis det er et spørgsmål, om man skal være halvdød eller helt død, er kompromiset totalt underordnet. Hvis man kan se, at man er halvdød, kan man lige så godt trutte rent og sige, at det her går ikke.«

Hvad skal der til, for at du vil melde dig ind igen?

»De skal arbejde for primærlandbruget.«

Det hævder de, at de gør...

»Det føler jeg ikke, de gør. Vi har ytringsfrihed i Danmark, og jeg har lov til frit at vælge hvilken organisation, jeg vil være medlem af, og når jeg ikke kan se mig selv i spejlet længere som medlem af L&F, bliver jeg nødt til at trutte rent og siger, at det er BL, der skal tale min sag.«

Emneord

l&f

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle