»Jeg vil bruge strøm fra mine egne vindmøller på gården«

Det giver ikke mening at sælge vindmøllestrømmen for så at købe den tilbage igen.

Kristian Lundgaard-Karlshøj arbejder på at få lov at bruge sin egen vindmøllestrøm direkte i landbruget. I dag sælger han den, og så køber han strøm til bedriften hos den lokale eludbyder.

»Det vil være superinteressant for os at bruge vores egen grønne strøm, så hele vores produktion bliver grønnere«, siger han.

Ausumgaard har et ret stort el-forbrug til biogasanlæggets pumper og mixere. Samtidig går der også en del til korntørring og mange andre ting på den store bedrift.

»Som jeg ser det, vil vi også på sigt kunne inddrage fremtidige teknologier og gøre dem mere bæredygtige, og så regner jeg med en økonomisk besparelse«, siger han.

Skat og afgift

Udfordringerne ligger i det skatte- og afgiftsmæssige. Men det er der konsulenter, som regner med at kunne løse.

Hvis det lykkes, drømmer han om at skifte halmfyr ud med varmepumper, så halmen kan bruges mere bæredygtigt.

Investeringen i at trække strøm fra egne vindmøller er relativt stor. Omvendt regner Kristian Lundgaard-Karlshøj med, han kan spare cirka 30 øre pr. kWh.

»Så vil investeringen være tjent hjem på 4-5 år«, siger han.

På sigt forventer Kristian Lundgaard-Karlshøj, at han kommer til at skulle aflægge klimaregnskab, og så vil brug af egen vedvarende energi gavne regnskabet. Det kan også være et aktiv, hvis landbruget skal certificeres på en eller anden måde.

»Det er lidt fremtidsmusik, men jeg tror faktisk, at rigtig mange landmænd vil kunne få glæde af det«, siger han.

Faktaboks

Ausumgaard

  • Kristian Lundgaard-Karlshøj, 41 år, 700 hektar under omlægning til økologi.
  • Tre vindmøller, biogas, kyllingeproduktion (500.000 stk. årligt), mindre produktion af velfærdsgrise og larver.
  • Holder markeder og plejer naboskabet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle