»Pivot-vandere er helt oplagt i højværdiafgrøder«

Svenske Nicklas Göransson har stor fordel af pivot-vanding i sine kartofler, løg og gulerødder.

Jeg har på ingen måde fortrudt, at jeg har investeret i pivot-vanding«.

Sådan siger den svenske landmand Nicklas Göransson, som driver et planteavlsbrug med 300 hektar 15 kilometer syd for Kristianstad.

I 2017 investerede han i to pivot-vandere på henholdsvis 388 og 409 meter. Det har vist sig at være en stor gevinst, især i kartofler, løg og gulerødder, hvor tilstrækkelig vand er meget afgørende for både udbytte og kvalitet.

»I 2017 vandede de ikke så meget. Men i 2018 fik pivot-vanderne for alvor lov at vise deres værd. På de 85 hektar, som de to maskiner dækker, vandede de kartofler og løg med 250 mm, og korn med 80 mm. pr. hektar«, siger Nicklas Göransson.

Han indrømmer, at han ikke havde regnet økonomien detaljeret igennem, inden han investerede ca. to mio. svenske kroner i de to pivot-vandere. Men med merudbytter på 20-30 pct. og en bedre kvalitet i både kartofler, løg og gulerødder er han sikker på, at pivot-vanderne har været en god investering. Dertil kommer, at pivot-vanderne er en stor arbejdslettelse, og at de sikrer en bedre udnyttelse af vandet.

Bedre vandudnyttelse

»Vores jord minder meget om jorden omkring Grindsted og Brande. Det er let sandjord, som egner sig godt til kartofler, løg og gulerødder, hvis der vel at mærke kan vandes«, siger Nicklas Göransson.

Han kan vande alle sine 300 hektar og understreger, at tilstrækkelig vanding især er afgørende for økonomien på de knap 100 hektar kartofler, 30 hektar løg og 15 hektar gulerødder.

»Jeg har regnet med, at de to pivot-vandere kan erstatte 3-4 indtrækningsmaskiner. Pivot-vanderne sparer tid, ligesom de bruger mindre strøm«, siger Nicklas Göransson.

Anlæggene arbejder nemlig ved et lavt tryk på blot 2-3 bar. Det er betydeligt mindre end de 7-10 bar, som indtrækningsmaskinerne kører med. Små dyser sikrer en præcis fordeling af vandet over afgrøden - også i blæsevejr. Derudover er pivot-vanderne indstillet til at give fem mm. pr. overkørsel. Det er ifølge Nicklas Göransson en stor fordel, da han undgår at overvande.

»Vi vander ofte på forkant for ikke at komme bagefter. Med pivot-vanderne kan vi vande med fem eller 10 mm pr. hektar, hvis der er udsigt til regn nogle dage senere. Kommer der ikke regn, kan vi følge med ved at tildele yderligere 10 mm. Kommer der regn, har vi sparet ti mm. pr. hektar i forhold til vanding med en indtrækningsmaskine, som vil have vandet med 20 mm. pr. hektar«, siger Nicklas Göransson.

Faktaboks

  • Nicklas Göransson.
  • Gärds Köpinge, i Sverige.
  • Vander med to pivot-vandere.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle