»Vores bankgæld er for stor - nu skal den ned«

En strategi om høj grad af selvforsyning har skabt en velsmurt bedrift med full-line svineproduktion. Men et gårdkøb i 2006 har kostet gæld, som nu skal høvles ned.

Hjemme hos familien Nissen på gården Vonsmose syd for Haderslev er det Berith, der i den sidste ende skal vende tommelfingeren op eller ned for en mulig investering, som Jens Peter ønsker sig.

»Altså, det foregår jo i al fordragelighed«, fortæller Berith Nissen, når man spørger, om det aldrig giver anledning til ægteskabelige skærmydsler, når hun til sidst skal sige no eller go.

»Men jeg er gift med en passioneret landmand, der ud over at drive landbruget økonomisk bedst muligt, også er lidt af en entreprenør, som gerne vil se bedriften vokse. Det kan da nogen gange være svært at forene, men vi har respekt for hinandens arbejdsområder«, siger Berith Nissen, der ud over at være næstformand i Sønderjysk Landboforening også er medlem af sektorbestyrelsen i L&F, Økonomi & Virksomhedsledelse.

Gårdkøb har kostet soliditet

Den store udfordring for familien Nissen er soliditetsgraden, som er det, man kan kalde rimelig, uden at være prangende. I dag ligger den på omkring 20 og altså nogenlunde på gennemsnittet for integrerede svinebesætninger ifølge opgørelser fra Seges. Soliditetsgraden, som Berith Nissen ikke er tilfreds med, trækker tråde tilbage til en strategisk beslutning i 2006.

»Dengang købte vi en kvægejendom på 145 ha til en jordpris på 235.000 kr. pr. ha. Gården konverterede vi til en svinebedrift og lavede et barmarksprojekt til 2.300 stipladser. Det var et dyrt projekt både i indkøb og byggeri. Nu er jordpriserne faldet, og det har kostet på soliditetsgraden, fordi gældsprocenten er blevet for høj«, forklarer Berith Nissen.

Målet er altså en lavere gældsprocent. Et mål, der skal nås ved at holde fokus på kernekompetencerne svin og planteavl.

Heldigvis er afkastningsgraden på 5,3 i 2016-regnskabet. Det er helt pænt, hvis man igen skeler til driftsanalyserne fra Seges, hvor den i de integrerede produktioner lå på mere beskedne 3,1 i snit. Så Vonsmose-bedriften er i stand til at skabe et overskud på den bundne kapital, selv om Berith Nissen gerne så en afkastningsgrad på mellem seks og otte procent.

»Vi vil selvfølgelig bruge noget af indtjeningen i år på at nedbringe dyr bankgæld og ellers udnytte mulighederne med variabel rente«.

»Måske vil vores søn Rune gerne med i et selskabsprojekt i løbet af de næste fem-ti år. Også derfor er det vigtigt, at vi får konsolideret bedriften. Vi vil holde ejendommene salgsklare og i god drift«.

Fra sygeplejerske

Det er efterhånden otte år siden, Berith Nissen endegyldigt sagde farvel til et job som sygeplejerske og goddag til en hverdag på kontoret hjemme på gården Vonsmose. En strategisk beslutning? Mnjah .... snarere en naturlig udvikling efter at have ført regnskab siden 1996 og taget en uddannelse som merkonom.

»Jeg kan ikke sætte kroner og øre på dét regnestykke«, erkender Berith Nissen.

»Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har tjent en bedre løn her end som sygeplejerske«.

Faktaboks

Om investeringer

  • Den største investering tilbage i 2006 med gårdkøb og et barmarksprojekt var på alle måder tjekket igennem og blåstemplet. Men efterfølgende finanskrise og faldende jordpriser var af gode grunde ikke med i ligningen.
  • Der er ikke planlagt større investeringer i de næste år. Målet er at holde gårdene salgsklare og undgå nedslidning.
  • Nyanskaffelser vurderes nøje og skal kunne bestå »er-det-virkelig-nødvendigt« testen.

Hvad kræver det at komme i gang

  • Tre ting, ifølge Berith Nissen, nemlig fokus, fokus og fokus.
  • Vi vil nøje overveje, om investeringer bidrager til bundlinjen. Jens Peter drømmer om et biogas-projekt, men soliditeten i projektet er ikke stor nok.
  • Vi har overvejet at droppe markbruget, men det er en stor del af det at være landmænd for os. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle