Åbenmundet landbrugsmilliardær får lang fængselsstraf i Kina

Manden bag en af Kinas største landbrugskoncerner skal 18 år i fængsel for at "fremprovokere ballade".

En kinesisk milliardær, der tidligere har talt åbent om menneskerettigheder og politisk følsomme emner, er onsdag idømt 18 års fængsel. 

Det skriver BBC. 

Ifølge det britiske medie er den dømte Sun Dawu den seneste af en række "åbenmundede" virksomhedsledere i Kina, som er blevet straffet. 

Den 67-årige Sun Dawu, der står bag en af Kinas største private landbrugskoncerner i den nordlige provins Hebei, blev fundet skyldig i at "fremprovokere ballade". 

Det er ifølge BBC en tiltale, der ofte bruges mod aktivister i Kina. 

Dawu blev også kendt skyldig i ulovligt at have sikret sig landbrugsjord og for at have obstrueret statsansatte i at udføre deres pligter. 

Oveni i fængselsstraffen skal han betale en bøde svarende til næsten tre millioner kroner. 
I en høring inden selve retssagen afviste han angiveligt mange af anklagepunkterne mod sig og betegnede sig selv som "et enestående medlem af kommunistpartiet". 

I slutningen af 2018 var han en af få personer, som åbent beskyldte regeringen i Beijing for at dække over et udbrud af svineinfluenza, som endte med at lægge en stor del af Kinas svineproduktion ned. 

Fire måneder senere havde Sun Dawu mistet alle sine 20.000 svin. 15.000 svin døde af virusset, mens 5000 blev tilintetgjort af sikkerhedshensyn.

"Først døde nogle få svin dagligt, så tog det til, og til sidst døde omkring 800 på en enkelt dag", sagde han til den amerikanske tv-station CNN i maj 2019. 

Sun Dawu blev angiveligt tilbageholdt sidste år sammen med 20 familiemedlemmer og forretningspartnere.

Det skete i forbindelse med en strid med et statsligt landbrugsfirma. 

Ifølge nyhedsbureauet AFP fortalte han på det tidspunkt, at "snesevis" af hans medarbejdere var kommet til skade i sammenstød med politifolk. 

Sun Dawu siges at have nær forbindelse til flere fremtrædende politiske dissidenter i Kina, og han har flere gange udtalt sig kritisk om regeringens politik for de landlige områder. 

/ritzau/
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle