Åbent-hønsehus: Inspiration til gårdsalg

Landbrugsrådgivning Syds kvægudvalg inviterer til en inspirerende aften om alternativ afsætning af lokalproducerede fødevarer – i et hønsehus i Holsted.

Måske lyder det ikke just indbydende at tilbringe en aften i et hønsehus. Men Voddersminde Gårdbutik har omdannet sit gamle hønsehus til en eksklusiv butik og café, hvorfra de sælger hjemmelavede fødevarer som is, hjemmebrygget øl og andre nicheprodukter.

Rammerne er derfor inspirerende i sig selv, når Landbrugsrådgivning Syds kvægudvalg indbyder til en gratis inspirationsaften om gårdbutikker og alternativ afsætning af lokalproducerede fødevarer og nicheprodukter.

I løbet af aftenen kan du få gode råd og idéer til at komme i gang med hjemmeproduktion og salg eller inspiration til alternative samarbejdsmuligheder. Der vil desuden være lækre smagsprøver fra Voddersminde Gårdbutik. På programmet er der oplæg fra Kurt Holm Sørensen, der ejer gårdbutikken, som bl.a. vil fortælle om igangsætning af projektet, produktionen af is, ølbrygning, gårdbutikkens profil og gårdbutikken som spisested. Dernæst vil Naturligvis Limousine fortælle om deres samarbejde mellem lokale limousine-avlere og COOP.

Aftenen løber ad stablen torsdag 7. marts kl. 19.00 på Hejrskovvej 20, 6670 Holsted. Hønsehuset kan dog kun rumme 30 personer, så der skal ske hurtig tilmelding.

Tilmelding skal ske til Landbrugsrådgivning Syds reception på tlf. 73 74 20 20 eller lrs@lrs.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle