Årets første stigning for økomælken

Omsider fik økologerne i Arla årets første prisstigning. Og den bliver på tiltrængte to eurocent til de danske andelshavere.

Samtidig stiger afregningen for konventionel mælk med en eurocent, når måneden skifter til oktober, melder Arla. Dermed lander den konventionelle mælkepris på 261,8 øre/kg, når man medregner ArlagårdenPlus, som langt størstedelen af de danske andelshavere deltager i, men uden tillæg for nonGM.

»Mens Arla’s resultatudvikling har givet mulighed for en prisstigning, er den seneste forbedring på de globale industripriser aftagende, idet der nu er forventning om, at tørken vil have mindre påvirkning på mængderne end oprindeligt forventet«, skriver mejeriet, der melder, at produkter som SMP og ostepriserne holder niveauet, mens smør og flødepriserne er vigende de seneste uger.

I det hele taget er det tørken og dens mulige store eller mindre konsekvenser, der sætter dagsordenen, melder Arla, der siger, at de fulde konsekvenser først kan ses ved årsskiftet eller først i 2019.

Meldingerne er klarere, når det gælder det økologiske marked, skriver andelsselskabet.

»Bekymring over mangel på leverance af økologisk mælk på grund af tørken presser priserne op i Skandinavien, sammenlignet med vore øvrige markeder som p.t. er mere stabile.«

Det betyder, at de svenske økologer får hele tre eurocent mere, mens der ingen stigninger er til hverken briterne eller centraleuropæerne.

Ser man på Arlaprisen, som er den samlede betaling inklusive alle tillæg, efterbetaling og renter, så er den justeret, så der nu fremgår en efterbetaling på 17,5 øre/kg for 2018.

Faktaboks

Mælkepris oktober

  • Stigning på 2 Eurocent for økologer i Danmark.
  • Stigning på 1 Eurocent for konventionelle.
  • Acontopris bliver dermed 269,1 øre/kg. Dette er inkl. non-GM og ArlagårdenPlus

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle