Årets smågriseproducent: "Det betyder meget for os at få prisen"

Ole Kjær og hans medarbejdere fik i dag prisen som årets smågriseproducent.

»Det er et stort skulderklap til os alle, medarbejdere og min familie, at vi får prisen i dag«.

Sådan lyder det fra en glad og stolt Ole Kjær, der i dag modtog prisen som årets smågriseproducent, en pris, man bliver indstillet til ud fra kriterier som effektivitet, økonomisk resultat, velfærd og engagement.

Og på alle punkter er besætningen på 1.250 søer i Ølstrup øst for Ringkøbing en værdig prismodtager.

Effektiviteten ligger omkring 40 grise pr. årsso og udmærker sig f.eks. ved en meget lav pattegrisedødelighed på blot 8,8 procent og 1,1 procent efter fravænning.

Højt DB

Det økonomiske resultat er med et dækningsbidrag pr. årsso over 11.000 kr. i 2017 også blandt landets højeste.

"Medarbejderne kommer gerne med forslag til nyinvesteringer, men det skal dog passe ind i den overordnede strategi", forklarer Ole Kjær.

De foreslog f.eks. at indkøbe en klimacontainer. En investering på 3-400.000 kr., som ville gavne de svageste grise. I dag står der en klimacontainer på ejendommen.

"Vores strategi er at tjene til den slags investeringer, før vi foretager dem", lyder det fra Ole Kjær.

Han forklarer, at det er en balance konstant at motivere medarbejderne til at engagere sig i at udvikle bedriften, men også at være den, der slår bremsen i og siger nej til nogle af medarbejdernes forslag.

"Det skal jo ikke føre til, at de mister deres engagement i bedriften", understreger han.

Stabile medarbejdere

Når han skal give sit bud på, hvad der har størst betydning for effektiviteten, peger han dels på de stabile medarbejdere, dels på et omfattende vaccinationsprogram.

"Vi arbejder tæt sammen, så alle ved i store træk, hvad der foregår i alle andre staldafsnit. Derfor kører produktionen videre, selv om en medarbejder er væk nogle uger", siger han.

Vaccinationsprogrammet er dyrt, men er også med til at holde smittepresset nede og dermed sundheden oppe.

Udfordrer nye medarbejder

Når Ole Kjær får en ny medarbejder, får vedkommende lov at lulle rundt i den første uges tid. På den måde får vedkommende tid til at lære besætningen og arbejdsgangene at kende.

"Det kan bestemt være en udfordring for nogle, at de ikke får faste opgaver fra dag ét", siger Ole Kjær.

Han er selv i stalden det meste af tiden og får på denne måde også en fornemmelse for, hvad medarbejderen kan, og hvor meget vedkommende skal oplæres i forskellige opgaver.

Selv om fremgangsmåden rummer nogle fordele, er Ole Kjær inde på, at hele arbejdet med at introducere nye medarbejdere nok er et punkt, hvor de kunne forbedre sig.

Til forskel fra en del kolleger lægger Ole Kjær selv mange timer i stalden. Der er således ingen driftsleder ansat. Den rolle ligger hos ejeren.

"Jeg mener bestemt, at der er fordele ved, at jeg selv er med i stalden hver dag. En flad struktur fungerer godt hos os, men det gør det jo ikke nødvendigvis alle steder", lyder det fra årets smågriseproducent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle