Sponsoreret af Gjensidige

Årets unge landmand: Hvordan er det gået de tidligere vindere?

Hvordan er det egentlig gået de to tidligere vindere af ’Årets unge landmand’? Læs med her, hvor de også giver gode råd til unge landmænd, der gerne vil etablere sig.

”Jeg er glad for, at jeg valgte den størrelse malkekvægbesætning, jeg gjorde. Det betød nemlig, at jeg kunne koncentrere mig om at udnytte bygningerne fuldt ud og få forbedret produktionen”, siger Connie Linde, der blev selvstændig landmand i 2015. Bedriften er en kvæggård med 250 årskøer. Hun blev kåret som Årets unge landmand i 2016.

Hvis hun skulle starte i dag, ville hun ikke gøre det anderledes. ”Jeg har været glad for, at jeg har haft tid og overskud til at kunne tage én udfordring ad gangen”, siger hun og tilføjer: ”Man ved aldrig, hvad der venter en i fremtiden. Udfordringerne ændrer sig hele tiden”.

Man skal kaste sig ud i det, også selv om produktionen ikke er det, man synes er ideelt. Så kan man udvikle bedriften hen ad vejen,

Connie Linde, Årets unge landmand 2016

Hun kigger i dag mere på bundlinjen frem for at producere mest mulig mælk: ”Det drejer sig om at producere billigst mulig mælk. Vi ligger på 2 kr. i omkostninger pr. produceret kg mælk, hvor gennemsnittet ligger på 2,36 kr.

Hun synes også, at det har været spændende at være leder for de 3 medarbejdere på gården. ”Det er spændende at se dem udvikle sig. At se tingene ske, og ikke skulle gøre det hele selv”, siger Connie Linde.

SAVNER SPARRING

Netop at skulle gøre det hele selv har Thomas Bertram måtte gøre. Han købte en gård i 2017, hvor han producerer økologiske grise. Thomas blev kåret som Årets unge landmand i 2017.

”Jeg har brugt meget tid på at produktudvikle fællesfarehytten til søer. Hytten er lavet, så jeg kan fodre, give vand og strø i alle fire stier fra samme åbning i hytten.  Jeg har fået masser af omtale og skulderklap. Det har taget meget tid at vise frem, tid som kunne have været brugt på selve driften og udvikling. Når det er sagt, så lever den økologiske produktion ved at vise produktionen frem, og god omtale fra gæsterne”, siger Thomas Bertram.

Han syntes, at farehytten har levet op til forventningerne, men at han har brugt meget tid på at udvikle frem for at passe grisene. Det er op til manden selv, hvis resultaterne skal forbedres. ”I forhold til søerne skuffer genetikken på temperament og ihjellagte ved højere kuld nr., så jeg har valgt at skifte og prøve Topigs Norsvin”, siger han.

Han har brugt mange kræfter på at udvikle en ny fodervogn, der både kan vande, fodre og servicere grisene på én gang.

Finde det sted i markedet, hvor man kan gøre det bedre end andre. På den måde kan man tjene penge.

Thomas Bertram, Årets unge landmand 2017

”Jeg overvejer et gårdråd, der kunne se tingene udefra og se, hvad de synes, jeg gør rigtigt, og hvor jeg kan forbedre min hverdag. Hvis jeg skulle starte op igen, gjorde jeg det ikke alene”, siger Thomas.
Han sælger fortsat grisene ved 16 kg til to faste aftagere. ”Måske vil jeg på sigt udvide so-antal og selv fodre nogle grise op til slagtning for at aftagerne altid får samme antal grise, så de kan lave en god forretning”, siger Thomas Bertram.

GODE RÅD TIL UNGE LANDMÆND, DER VIL STARTE OP:

Tre gode råd fra Connie:

  1. Man skal kaste sig ud i det, også selv om produktionen ikke er det, man synes er ideelt. Så kan man udvikle bedriften hen ad vejen.
  2. Man skal tro på sig selv, tro på sit projekt.
  3. Man skal ikke vælge efter interesse, men efter hvor man tror, der er flest penge at hente – og kunne se sig selv i det.


Tre gode råd fra Thomas:

  1. Man skal vide, hvor man vil hen og ikke lade sig påvirke af medieomtale.
  2. Man skal få hjælp til at nå sine mål, få nye øjne udefra til at se på, om man følger sin plan. F.eks. få et gårdråd – ellers går der hurtigt hverdag i det, hvor man gør tingene på samme måde.
  3. Finde det sted i markedet, hvor man kan gøre det bedre end andre. På den måde kan man tjene penge.

 


Start-up guiden udgives af LandbrugsMedierne i samarbejde med Gjensidige og LMO.

Årets Unge Landmand kåres af LandbrugsAvisen i samarbejde med L&F, LandboUngdom og Gjensidige Forsikring til Delegeretmøde 8. november.

Faktaboks

På Delegeretmødet den 7. november kårer LandbrugsAvisen i samarbejde med Gjensidige igen i år 'Årets Unge Landmand 2018'.

Emneord

sponsoreret , Gjensidige , ny landmand , start-up

Forsiden lige nu