Ægbranchen: Det vil koste 242 millioner at omlægge de sidste burægsproduktioner

Det vil samlet koste knap en kvart milliard kroner at omstille de seks tilbageværende burægsproduktioner til skrabeæg.

400 kroner pr. hønseplads - eller 242 millioner kroner i alt - vil det ifølge producenterne selv koste, at omlægge de sidste seks burægsproduktioner til skrabeæg.

Det skriver AgriWatch ud fra en aktindsigt i en korrespondance mellem branchen og Fødevareministeriet.

Fungerende fødevareminister Rasmus Prehn (S) besluttede i september at forbyde produktionen af buræg i Danmark fra 2023 med en overgangsperiode på 12 år for de sidste eksisterende producenter.

Det har tidligere været fremme, at prisen for ikke at omlægge, men at udfase produktionerne, også vil lyde på et trecifret millionbeløb, nemlig 120 millioner kroner.

Men flere af producenterne ønsker at fortsætter. Det gælder blandt andet Hans Peter Andersen, der er medejer og adm. direktør for Springkilde Æg, der har godt 150.000 burhøner.

- Der er tale om store isolerede haller. Hvad skal man ellers bruge dem til? Vores haller bliver ikke værdiløse, men kan kun bruges til lager. Hvis de ligger langt væk fra byen kan det blive svært at få solgt dem til en rimelig pris, sger han til mediet. 

Rasmus Prehn meddelte allerede kort efter han indtrådte som minister, at den danske produktion af buræg skal udfases.

Der blev i oktober 2020 stillet forslag fra Enhedslisten om helt at forbyde buræg i Danmark med udgangen af 2022, men det mente regeringen var en for hurtig overgang og stemte ikke for forslaget.

I stedet besluttede man, at produktion af buræg skulle udfases, hvilket kort efter blev bekræftet af et enigt Folketing i forbindelse med behandling af beslutningsforslaget kaldet B16. Det er det forslag, som Rasmus Prehn gjorde til en realitet. 

Den lange overgangsperiode på 12 år frem til 2035 betyder også, at der ikke er planer om en erstatnings- eller finansieringsordning til burægsproducenterne. Det har en af de andre tilbageværende producenter, Peder Gasbjerg, tidligere kritiseret.

Mange danske butikker stoppede allerede salget af buræg mellem 2016 – 2018.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle