Æggeskandale kan føre til aflivning af millioner af høns

Efter der er fundet insektmiddel i æg, risikerer 150 landbrug i Holland at måtte aflive et stort antal høns.

Frygt for, at millioner af æg kan indeholde spor af et giftigt insektmiddel, får nu den hollandske landbrugsorganisation til at undersøge, om millioner af høns må lade livet i en såkaldt æggeskandale.

Millioner af høns fra omkring 150 fjerkræfarme i Holland kan blive aflivet, siger landbrugsorganisationen LTO.
I forvejen er omkring 300.000 høns aflivet.

"De måtte aflives, fordi de var inficeret, sagde en talsmand for LTO søndag aften.

De giftfyldte æg er en del af en større europæisk fødevareskandale.

Millioner af æg er trukket tilbage fra butikshylder i Holland, Tyskland, Belgien, Schweiz og Sverige.

Det er sket på grund af faren for, at de kan være inficeret med giftstoffet fipronil. Stoffet er potentielt skadeligt for mennesker.

Belgiens landbrugsminister, Denis Ducarme, har bedt landets fødevarestyrelse fremlægge en fuld rapport inden tirsdag. Ministeren vil have en forklaring på, hvorfor de øvrige EU-lande først fik besked om sagen 20. juli, når styrelsen kendte til sagen allerede i juni.

Giftstoffet fipronil bruges mod lus, lopper og mider. Men EU-regler forbyder brug af det direkte på dyr, der skal ende på middagsbordet.

Stoffet er heller ikke tilladt i landbruget i Danmark. Her bruges det kun til skadedyrsbekæmpelse af for eksempel kakerlakker.

Den foreløbige melding fra Fødevarestyrelsen i Danmark er, at der ikke er fundet æg med spor af fipronil her i landet.

/ritzau/AFP

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle