Ærgerlig landmand: "Jeg troede, jeg kunne beholde mine folk"

Regel, der gør, at udenlandske praktikanters ophold kan forlænges fra 12 til 18 måneder, kræver ny lovgivning og bliver allertidligst vedtaget i foråret næste år.

Til stor glæde for mange landmænd, så lød det i oktober, at 18 måneders praktik for udenlandske praktikanter er tilbage.

Det sikrede en ny aftale mellem udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), Landbrug & Fødevarer, 3Fs grønne gruppe og arbejdsgiverforeningen GLS-A.

Flere landmænd har været af den overbevisning, at reglerne allerede er gældende fra nu af, men det kræver altså ny lovgivning med politisk flertal bag sig, før det er tilfældet. Derfor har de landmænd nu fået en slem overraskelse. En af dem er Danni Sørensen, der er svineproducent ved Frederikshavn. Han har en produktion på 4.300 søer. Han ’mister’ i næste måned to praktikanter, som han ellers efter aftalen fra oktober havde fået opfattelsen af, at han kunne beholde til juni næste år.

"Jeg troede, jeg kunne beholde mine folk, men dem er jeg nødt til at sige farvel til nu", siger Danni Sørensen.

Han ærgrer sig over, at der nu tidligst er udsigt til andet kvartal næste år, før de efterspurgte regler træder i kraft.

"Arbejdede vi så langsomt, som de gør, ville vores firma jo gå i stå. Men de (politikerne, red.) har jo kun travlt med corona, personsager og det ene og det andet i stedet for at holde verden i gang", siger Danni Sørensen.

Han forklarer, at i hans verden er det uforståeligt, at der skal gå ni måneder, måske endda mere, fra parterne, det vedrører, har nået en aftale med ministeren, til reglerne kan blive lavet om.

Fået flere henvendelser

Fra viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, lyder det, at hun i den seneste tid er blevet ringet op af flere landmænd, der ikke var opmærksomme på, at aftalen fra oktober kræver ny lovgivning i Folketinget.

"Da det blev annonceret i oktober, var det fordi, at ministeren var med på det. Han var glad for aftalen, og vi var glad for aftalen. Men det her er noget, som skal igennem Folketinget".

"Og det sker først efter nytår, og det skal igennem både første-, anden- og tredjebehandling. Så det træder allertidligst i kraft til april. Vi siger dog som regel medio næste år, når vi bliver spurgt", siger Lone Andersen, der fortæller, at hele coronasituationen selvfølgelig også kaster en vis form for usikkerhed ind på, hvornår reglerne kan blive udmøntet i virkeligheden.

Håber på bred aftale

Hun forklarer, at det er et klart håb fra hendes side, at det kommer til at lykkes for udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye at opnå bred enighed om den aftale, som blev indgået i oktober.

"Det er jo noget af det, som vi finder meget vigtigt, så det her ikke er et område, der ændrer sig alt efter, hvem der er, der sidder at bestemmer", siger Lone Andersen.

Håber på bred aftale

Hun forklarer, at det i øvrigt endnu ikke er 100 procent sikkert, at reglen om at forlænge udenlandske praktikanters ophold fra 12 til 18 måneder bliver vedtaget.

"Nej, det er det ikke. Der skal jo nok være nogle andre partier, som har nogle spørgsmål omkring det her. Men vi har dog den meget store fordel, at vi nu er nogle, GLS-A, os og 3F, så det her er noget, som er bredt forankret blandt holdningerne hos Folketingets partier", siger L&F-viceformanden.

Faktaboks

15. oktober meddelte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse, at han havde indgået en aftale med parterne bag ’Det faglige udvalg for Jordbrugets Uddannelser’, ordningen for udenlandske praktikanter på det grønne område.

Parterne i det faglige udvalg består af Landbrug og Fødevarer, 3Fs grønne gruppe og Arbejdsgiverforeningen GLS-A.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle