Ø-landmænd: Dejligt med turister - men de fylder

Regeringens sommerpakke har sikret danskerne gratis færger til små-øerne i juli. Nu myldrer cyklister og vandrefugle til øerne.

Corona-krisen får danskerne til at holde ferie hjemme denne sommer, og mange af dem har sat kurs mod danske små-øer, hvor de skaber liv og omsætning på godt og ondt.

Ekstra mange har formentlig valgt at tage på ø-hop, fordi regeringens sommerpakke har sikret cyklister og gående gratis færgebilletter i juli måned for at puste liv i omsætningen i turisterhvervet på de 38 danske øer, der er en del af Ø-passet.

"Helt vildt"

"Det er dejligt, de kommer. Men de fylder. På vejene og i naturen – folk er alle steder. Det er helt vildt, så mange, der er", siger Henrik Øster, formand for Samsø Landboforening.

Han glæder sig på turisterhvervets og restaurationsbranchens vegne over de mange danske turister, som strømmer til Samsø. Det er fint, men lidt færre kunne også gøre det, mener han.

Hårdt for naturen

"Jeg synes måske nok, at det er lidt hårdt for naturen herovre – der er vandrere og cyklister overalt, og de ynglende fugle har ikke fred", siger han, inden telefonen dør ud.

"Det er en anden bagside: når der er mange folk herovre, er der flere udfald på telefonerne, det mærker vi også, når vi har Samsø-festival", siger Henrik Øster, da forbindelsen er retableret.

"Og så skal jeg 10 minutter tidligere afsted, hvis jeg selv skal nå færgen, fordi turisterne fylder så meget på vejene".

Som normalt

Også på Læsø er der godt med danske turister netop nu, men det er som det plejer, mener Birger Olsen, formand for Læsø Landbrug.

"Det er højsæson, og der er altid kunder i butikken i juli. På vejene mærker vi ikke, det er anderledes end det, vi er vant til. Men jeg tror da nok, at færgeselskabet kan mærke, at der er ekstra godt fyldt op".

Birger Olsen kunne godt have tænkt sig, at regeringen havde gjort færgebilletterne gratis senere på sæsonen end i juli.

"Det ville have givet os mere og forlænget sæsonen, hvis regeringen havde ladet billetterne være gratis i august frem for i højsæsonen".

Fuld fart på Bornholm

På  Bornholm er tristessen over aflyst folkemøde og en corona-præget start på sæsonen glemt, mens turister og kendisser strømmer til solskinsøen. Det er godt for øen og for erhvervslivet, mener Lars-Ole Hjorth-Larsen, formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer.

"I landbruget er vi  godt tilfreds med, at der kommer flere turister til øen, vi har et fint samarbejde med turistorganisationerne. Det er kun på de travleste høstdage, vi synes, der lovlig mange på vejene".

Lars-Ole Hjorth-Larsen mener dog, som Birger Olsen på Læsø, at de gratis færgebilletter til de danske øer med fordel kunne være placeret senere på sæsonen, så de forlængede sæsonen.
"Det havde været bedre".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle