Ø-mærket fejrer 25 års fødselsdag

Økologisk Landsforening roser landbruget for at have banet vejen for Ø-mærket, der i år kan fejre sin 25 års fødselsdag.

Siden de første varer med røde Ø-mærker blev lagt i indkøbskurvene for nu 25 år siden, er salget af økologi vokset så markant, at Danmark i dag er det land i verden, hvor økologiske fødevarer udgør den største del af det samlede fødevaresalg. 
 
"Økologiens succes skyldes den store tillid til Ø-mærket, og mærkets værdi bygger på indsatsen fra de økologiske landmænd, der har udviklet økologi med nytænkning, samarbejde og dedikation til at udvikle en anden landbrugsform," siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, i en pressemeddelelse.
 
"Det har langt fra altid været let, populært lokalt eller lønsomt. Men sammen har vi udviklet vores landbrug, banket et marked op for vores varer, gjort en markant forskel for både naturen, miljøet og dyrene og opbygget en stærk folkelige opbakning til økologi. Og der er plads til flere økologer i dag," fortsætter han.

Ifølge foreningens beregninger har økologiske landmænd i de sidste 25 år sparet den danske natur for over tre millioner kilo giftstoffer. Samtidig har det betydet, at 500.000 økologiske køer har været sikret plads ude på græs under åben himmel de sidste 25 år.

Ø mærket: Tillid er vejen til øko-succes

"Tillid er netop afgørende for økologiens succes. Det røde Ø’s troværdighed bygger på en stærk statslig kontrol og ikke mindst på kød og blod: økologiske landmænd og mange andre økologiske ildsjæle, der hver dag arbejder engageret for bedre dyrevelfærd og natur, bedre mad og en bedre verden for os alle sammen. De værdier og den dedikation har forbrugerne kvitteret for," siger Per Kølster.
 
98 procent af danskerne kender det røde Ø-mærke og otte ud af ti har tillid til mærket, viser en undersøgelse lavet af YouGov for Fødevareministeriet. 45 procent af danskerne køber økologiske varer hver uge, og 70 procent af danskerne gør det hver måned. Økologisk Landsforening tror på, at økologisk landbrug og salg vil flerdoble sig i de kommende 25 år.

"Danskernes interesse for det rene, nære og naturlige vokser. Det spiller utroligt godt sammen med økologi. Det er ikke bare i danskernes private hjem, der bliver lavet mere og mere økologisk mad. Også i det landets storkøkkener som kantiner, restauranter, plejehjem og daginstitutioner, kommer der i stigende grad økologiske varer på tallerkenen. Bolden ruller derudaf. Og fremtiden er grøn," siger Per Kølster.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle