Øko-biogas får kommune-ja trods naboprotester

Outrup Biogasanlæg er på vej til at få grønt lys fra kommunen, selvom naboer har protesteret over anlægget.

Plan-og teknikudvalg i Varde indstiller en ny lokalplan til godkendelse i byrådet. Den nye lokalplan vil gøre det muligt for en kreds af landmænd at bygge et økologisk biogasanlæg på adressen Lundtangvej 171 ved Outrup. Det skriver Jydske Vestkysten.

En gruppe af borgere havde protesteret over anlægget og havde i stedet peget på en alternativ beliggenhed, hvor der kun er én nabo inden for en kilometers afstand. Kjartan Poulsen, en af landmændene bag anlægget, fortæller, at de har kigget på alternative placeringer, men at de ikke har været mulige. Han siger, at biogasanlægget vil lugte mindre end en kostald.

Anlægget blev annonceret for et år siden og består blandt andet af udspringere af det større anlæg ved Korskroen længere sydpå.

To af initiativtagerne, Preben Lauridsen og Kjartan Poulsen, der begge er økologiske kvægbrugere, var tidligere med til at stifte leverandørforeningen Sydvestjysk Biogas A.m.b.a., der er med til at etabere det meget større biogasanlæg, som Nature Energy har taget første spadestik til at opføre ved Korskro.

De to økologer springer fra det store projekt, fordi de ikke mener, at den lange transport af gylle fra Outrup/Vittarp til Korskro vil være forenelig med bæredygtighed og økologi.

Dette dilemma lagde kimen til at opføre det mindre lokale anlæg ved Outrup.

Mælkeproducenterne Preben Lauridsen, Kjartan Poulsen og Mikael Lauridsen, der alle tre er med i projektet, har tilsammen 900 økologiske køer.

Derudover deltager Anders og Flemming Kristensen, der har 500 køer. Dertil er der to minkfarme, der ejes af Peter Nissen og Bente og John Lykke Jensen.

Naboer havde gerne set, at anlægget, der skal bygges næste år, blev gravet fire meter ned i terrænet.

"Vi synes ikke, det er nødvendigt at grave det ned. Der er krav om både en jordvold og et bredt plantebælte", siger Preben Friis-Hauge (V), formand for plan og teknik, til JydskeVestkysten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle