Øko-notering når højeste niveau i flere år: Svineprisen er steget med fire kroner siden nytår

Svinenoteringen for økologerne hos Friland er oppe i 27 kroner, et niveau prisen ikke har ramt siden 2017. Den høje pris skyldes kundernes sult efter økologisk kød og godt købmandsskab, forklarer direktør hos Friland, Claus Hein.

Der bliver lagt stadig flere pakker med økologisk svinekød i indkøbskurvene både herhjemme og i udlandet, og det giver travlhed hos Danish Crowns datterselskab Friland, der står for koncernens salg af økologisk kød fra både svin og kvæg.

Den store efterspørgsel har også sat sig i noteringen for især økologisk svinekød, der er steget med fire kroner bare siden årsskiftet. 

Prisen for øko-svinekød medregnet kvalitetstillæg ligger dermed nu på skyhøje 27 kr. pr. kg. Det er det højeste niveau siden september 2017.

Den høje notering glæder direktør i Friland, Claus Hein, der tilskriver succesen den høje efterspørgsel og godt købmandskab.

"Vi er rigtig glade for og stolte af på teamet, at vi i temmelig svære tider har klaret os igennem de rørte farvande, der har præget kød-markedet de sidste 14-16 måneder med både coronapandemien men også svinepest i Tyskland", siger Claus Hein.

"Generelt handler det om, at vi har set en markant øget efterspørgsel på specielt vores øko-koncepter de sidste 12-14 måneder, men også et enormt fokus på konstant at optimere vores forretning og udnytte de volumener, vi har til rådighed, for at sikre en høj afregning, som vi ser nu".


Den grønne stiblede linje er den samlede øko-notering inkl. kvalitetstillæg hos Friland i 2021. Vi mangler data fra uge 11 til uge 19 i 2021. 

Claus Hein forklarer, at det blandt andet handler om, at Friland har kunnet sælge flere dele af grisene, som øko-kød, end de tidligere har kunnet. Blandt andet har det den seneste tid været muligt at afsætte både indmad og kamben, som normalt har måtte sælges som konventionelt kød, som økologiske varer.

"Vi har haft fokus på, at vi prismæssigt får fulgt med op på efterspørgslen, og at alle varer som kommer ind som økologisk kød også sælges som økologisk kød", siger Claus Hein.

"Og for at få effektueret den del har vi både fået nye kunder og nye markeder, og det har samlet set forbedret vores økonomiske performance, som gør, at vi kan hæve afregningen til landmanden".

Føles som Nyt marked

Generelt føles markedet i øjeblikket som et helt andet end for blot halvandet år siden, forklarer Claus Hein, der startede som direktør for Friland i februar 2020.

En stor del af 2015 samt 2016 lå den samlede øko-notering på langt over de 26. kr. og ramte svimlende 32,1 kr. pr. kg. i sommeren 2016. Men siden er prisen faldet til omkring 21- 22 kr., hvor noteringen lå en stor del af 2019 og 2020.

For på trods af de høje priser på konventionelt svinekød, der steg til toppunktet på 13-14 kroner i starten af 2020, var øko-tillægget ikke til at hive over fire kroner. Det må man sige er lykkedes siden, og øko-tillægget er nu oppe i 12,3 kr. pr. kg.

"Da jeg kom til, stod efterspørgslen på økologisk kød på det Europæiske marked ikke mål med det udbud, der var. Den balance mellem udbud og efterspørgsel er langt bedre nu, og det er derfor vi er lykkedes med at ligge, hvor vi nu ligger", siger direktøren.


Det høje pris i øjeblikket skyldes både, at den konventionelle notering hos Danish Crown er steget, men også at Friland har kunne hæve det økologiske tillæg. Siden årsskiftet 2020/201 er øko-tillægget steget med samlet én krone, men siden januar 2020 er tilægget steget med lidt over otte kroner.

Nye økologer?

Netop balancen mellem udbud og efterspørgsel af det økologiske kød er vigtig for Friland direktøren, der derfor heller ikke grænseløst tager nye økologer ind.

"Det er enormt vigtigt, at vi har balance mellem, hvad vi får produceret og den efterspørgsel der er, og det er mig meget magtpåliggende at undgå, at vi får taget for mange nye ind, så vi får et overudbud og derfor må sænke priserne ", siger Claus Hein, der dog ikke vil svare helt konkret på, om der er kommet mange nye økologer til hos Friland.

Men hvis jeg spørger: Ja eller nej, tager I nye økologer ind hos Friland?

"Der er ingen tvivl om, at der er stor interesse hos både egne landmænd og i markedet, og vi har også en løbende tilgang af økologer, men der er en vis omstillingstid før varerne kan sælges økologisk".

Direktøren er dog ikke i tvivl om, at efterspørgslen nok skal holde.

"Jeg er fortrøstningsfuld hvad angår fremtiden. Vi er i fuld gang med strategien for de kommende år, og der er ingen tvivl om, at der vil være efterspørgsel på dyrevelfærd, bæredygtig produktion mv., så på de parametre ser det positivt ud", siger han.

Det er dog ikke kun det økologiske svinekød, der går frem.

Tidligere har direktøren fortalt om, hvordan Friland faktisk har svært ved at følge med efterspørgslen på øko-oksekød.

Ifølge Frilands markedsberetning for det første halvår af 2020/2021, der er udgivet i forbindelse med Danish Crowns halvårsregnskab, voksede salget af økologisk svinekød med 52,3 mio. kr. til 225,8 mio. kr., mens Friland øgede salget af økologisk oksekød med 11,1 mio. kr. eller næsten 10 pct.. Salget nåede dermed i alt 126,3 mio. kr.

Faktaboks

Den samlede øko-notering fra Friland er sammensat af Danish Crowns generelle konventionelle svinepris plus et kvalitets- og et øko-tillæg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle