Økoformand slår i bordet - vil have forskud på tilskud

Der er økologer, der ikke har fået tilskud for 2016 udbetalt endnu, fordi Landbrugsstyrelsen stadig sagsbehandler.

»Det er bare ikke acceptabelt«.

Sådan lød det fra Økologisektionen i Landbrug & Fødevarers formand, så vredt som han nu kunne sige det.

Den meget forsinkede udbetaling af økologistøtten har været en kæmpe sten i skoen i år for økologer. Derfor mener han, der bør findes en løsning snarest.

»I Landbrug & Fødevarer har vi rendt minister og styrelse på dørene både i år og sidste år med denne her sag. I to år har man nu forsøgt at løse problemerne, men uden held«, forklarede han på årsmødet i Skjern Enge, torsdag.

Teknisk arbejdsgruppe

Landbrugsstyrelsen har godt nok nedsat en teknisk arbejdsgruppe, som er i fuld gang med at forbedre systemet, men det kommer ikke til at virke før ansøgningsrunden 2019. Det kan betyde to år mere med store forsinkelser.

Landbrug & Fødevarer har derfor opfordret ministeren til at lave en ordning med forskudsudbetaling, så landmændene kan få et acontobeløb inden Landbrugsstyrelsen er færdig med at regne på de sidste decimaler. Hans Erik Jørgensens håb er, at den er klar, når en ny udbetalingsrunde starter i december.

»Vi har lige sendt en appel af sted til ministeren sammen med Økologisk Landsforening, der præciserer forslaget«, siger han.

De foreslår, at alle får for eksempel 80 procent af det ansøgte beløb udbetalt med det samme.

»Så må vi leve med, at vi måske skal betale noget tilbage, hvis det viser sig, at man har fået for meget udbetalt. Det håber vi meget kommer på plads hurtigst muligt«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle