Kun hver tredje ønsker krav om, at økologer skal lave biogas.
Skal det være normen for danske økoloer inden for 5-10 år at levere biomasse til biogasproduktion og gøde med biogasgødning?
Ja svarede hver tredje i en afstemning blandt 45 deltagere på økologikongressen i dag onsdag, mens to ud af tre sagde nej.
Der er altså ikke noget overvældende ønske fra økologernes side om regler, der sikrer at de producerer biogas og få gødning retur.
Spørgsmålet var aktuelt, fordi økologisk produktion ikke er bedre end konventionel produktion målt på klima, hvis man måler pr. kg produkt. Snarere lidt ringere, hed det i et indlæg fra Erik Fog, Seges. Derfor var det oplagt at høre om krav om biogas, som kan forbedre klimaregnskabet, skulle være et krav til økologer. Forbrugere forventer nemlig, at økologi er bedre målt på klimaregnskab.
Men hvis ikke man vil have krav om biogas, hvordan skal man så gavne klimaregnskabet, lød det fra Jørgen E. Olesen, professor ved Aarhus Universitet under debatten
Bekymringen hos de deltagende økologer, som svarede nej, gik dog mere på at få stillet krav om noget meget dyrt, end på interessen for biogas. Nogle havde dog også en modvilje mod at anvende gødning fra biogasanlæg, fordi det ikke er komposteret gødning, som de anser som bedre for afgrøderne.