Bliver lige for loven: Økologer begejstrede over ny medicin-regel

Med ny praksis må økologer nu, ligesom de konventionelle, opbevare medicin i 50 dage i stedet for fem.

Økologiske griseproducenter må nu opbevare smertelindrende og bedøvelsesmedicin lige så lang tid som andre producenter.

Det fremgår af en ændring i landbrugsstyrelsens økologipraksis.

Hidtil har økologer kun måtte opbevare medicin til brug ved kastration i fem dage, og skulle dermed have en ny dyrlægeordination ugentligt. Med den ny praksis udvides dette til 50 dage.

Det er et forhold, som Landbrug & Fødevarer i samarbejde med blandt andet Økologisk Landsforening har arbejdet på at få ændret i rigtig mange år, og det glæder Hans Erik Jørgensen, der er økologisk griseproducent og formand for L&F’s økologisektion. 

- Det er en super god nyhed, siger Hans Erik Jørgensen.

- Stort set alle økologiske griseproducenter, store som små, har grise der skal kastreres hver uge, og det har været meget dyrt at skulle have en dyrlæge på ugentligt besøg alene for at ordinere smertelindring og bedøvelse til kastration af smågrise. Jeg synes, det er et rigtigt godt signal med sådan en administrativ lempelse her. Særligt for de mindre produktioner, hvor administration og gebyrer ofte fylder utrolig meget.

Erhvervet har ønsket en ændring af praksis, og har løbende drøftet udfordringen med Landbrugsstyrelsen i mere end 10 år.

- Det har været en noget lang og sej kamp, men det er glædeligt. at vi nu har fået en fælles formålsfortolkning af EU's økologiregler, der kan lette de administrative byrder hos landmændene. Ofte bliver det jo dyrere eller besværligere for landmanden, men her er noget, der er gået den rigtige vej, siger chefkonsulent Lars Holdensen fra Landbrug & Fødevarers økologiafdeling.

Ændringen resulterer både i færre udgifter til dyrlægebesøg, der reelt kun skulle konstatere at soen også havde fået hangrise, og at der nu skal kasseres mindre medicin på bedrifterne.

Ændringen er trådt i kraft med offentliggørelsen af den ny Økologivejledning, der blev opdateret 1. februar. 

/kold 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle