Økologerne tripper, men Fødevarestyrelsen afviser at ophæve staldpligt

De økologiske fjerkræavlere presser på for at få lov at lukke deres dyr, der har skulle gå inde i nu seks måneder, ud igen. Men de må vente, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

I over et halvt år har alt fjerkræ skulle holdes inde eller under tag for at mindske risikoen for smitte og udbrud af fugleinfluenzaen, der har hærget i hele Europa siden november.

Indelukningskravet begynder dog nu for alvor at give frustrationer blandt de økologiske fjerkræavlere, der gerne ser, at deres dyr snart kan komme ud på græs. Det skriver ØkologiskNu.dk.

Det har fået Økologisk Landsforening og Foreningen Frit Fjerkræ til at sende et fælles brev til Fødevarestyrelsen, der er den myndighed, der både har nedsat staldpligten og kan ophæve den igen. 

"Vi har 1,5 mio. høns, der har været lukket inde i et halvt år, og de trænger virkelig til at komme ud nu. Det er ikke mit indtryk, at der er de store velfærdsmæssige udfordringer rundt omkring endnu, men de har jo været vant til at komme ud, og det er et grundlæggende økologisk synspunkt, at dyrene skal ud," siger Lars Bredahl, formand for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening.

Fødevarestyrelsen er dog ikke helt klar til at ophæve indelukningskravet endnu, melder styrelsen i en mail til ØkologiskNu. Styrelsen mener fortsat, at der er høj risiko for smitte fra vilde fugle, og staldpligten kan først ophæves, når truslen vurderes som "lav". 

Håber på snarlig normalisering

Der findes fortsat døde, vilde og smittede fugle i naturen, men der har ikke været et udbrud af fugleinfluenza i en fjerkræbesætning siden 21. april. 

Fra fjerkræformand i Landbrug & Fødevarer Martin Hjort Jensen lyder det, at man håber, at det var det sidste udbrud i denne omgang.

"Vi kan ikke huske at have haft et så hårdt smittetryk som nu. Vi håber dyrene snart, og det skal være snart, kan komme ud igen, så vi kan få normaliseret produktionen igen", siger han til landbrugsavisen.dk.

I Tyskland har to mindre områder ophævet indelukningskravet. Det drejer sig om Flensborg og Slesvig-Flensborg Amt samt Nordfriesland.

Også producenterne af frilandsæg går og venter på en opadvendt tommeltot. Frilandsproducent Bent Jepsen har tidligere fortalt, hvordan det koster ham mindst 3.000 kr. om dagen, at han skal holde sine frilandshøner indendørs, da det betyder, at de ikke kan sælges som frilandsæg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle