'Ordet er Frit' skrives af et udvalgt panel. Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning.
Af Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening
Er økologi bedre for biodiversiteten? Svaret er entydigt ja. Der er dokumenteret 30 procent flere vilde plante- og dyrearter på og ved de økologiske marker og populationsstørrelser, der er 50 procent større.
Forklaringen er ingen pesticider, større alsidighed i sædskiftet, flere græsmarker, dyr på græs, flere randarealer, knap så rene afgrøder, lavere gødningsmængder, organisk gødning og formentlig flere uopdyrkede hjørner.
Betyder det, at økologi klarer biodiversitetskrisen for os, og at vi ikke behøver at tage jord ud af produktion? Nej, det gør det selvfølgelig ikke. Naturen mangler plads. Det er hævet over enhver tvivl, og det er helt forkert at opstille udtagning og sameksistens eller land sparing og land sharing som et enten-eller. Vi skal naturligvis have både-og.
Det er dog vigtigt, at land sparing sker på den rigtige måde. Land sparing gennem yderligere intensivering er at løse problemet med problemets årsag. Det er ikke alene selvmodsigende og potentielt problematisk. Et realitetstjek på denne tilgang burde også mane enhver forestilling i jorden om, at det er en vej at gå. Produktiviteten i det danske landbrug skal stige med 60 procent, hvis vi skal imødekomme en stigende efterspørgsel på kød og husdyrprodukter som følge af en voksende verdensbefolkning og en voksende middelklasse og samtidig tage 20 procent af landbrugsarealet ud af produktion til natur, klima og vandmiljø. Det fremgår af beregningerne i Road Map for Sustainable Transformation of the Danish Agri-food System fra 2021.
Produktivitetsstigninger på 60 procent kommer næppe til at ske. Og hvis det gør, vil det sandsynligvis have store omkostninger for både landbrugsdyr og det omgivende miljø.
Den bæredygtige og effektive vej til land sparing er ikke intensivering, men at producere mere føde og mindre foder. En hektar med korn til grise vil anvendt direkte til konsum kunne brødføde 4–5 gange så mange mennesker, og den omstilling kommer helt af sig selv, når landbruget omlægges til økologi. Økologien kommer aldrig i nærheden af at producere 30 millioner grise, som det danske landbrug står for i dag, og det skal vel at mærke ikke forveksles med afvikling af landbruget. Økologi kan præstere samme arealeffektivitet både målt som output per input og målt på produceret mængde kalorier og protein per hektar som det, vi ser i dagens konventionelle system.
Det er derfor med velberåd hu, vi i økologien peger på økologi som en vej til mere biodiversitet i agerlandet og fremhæver, hvor vigtigt det er at arbejde for at få naturen ind i landbrugslandskabet igen. Det er ikke et udtryk for, at vi underkender målet om mere plads til natur. Det er et udtryk for, at uanset vi kan og vil give areal tilbage til naturen, vil landbruget fortsat optage ganske betydelige arealer til fødevareproduktion. Det er derfor helt afgørende, at landbruget evner at sameksistere med naturen på de arealer, vi dyrker. Samme rationale genfinder vi i EUs biodiversitetsstrategi 2030 og udspillet til EUs naturgenopretningslov.
Jeg håber snart, vi i økologien og i hele landbruget kan arbejde sammen med naturens forkæmpere om god sameksistens frem for at fortsætte en meningsløs strid, om vi skal have land sparing eller land sharing, når vi skal have både-og.
