Økologiformand tager til genmæle i hidsig debat om økologi

Økologi-Kongres 2019: Formand for Økologisk Landsforening Per Kølster tror, der ligger en større dagsorden og en grundlæggende frustration bag den senere tids angreb på økologisk landbrug.

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, mener, der ligger dybere årsager end klimadagsordenen til grund for de kritiske meldinger om økologien, som er kommet til udtryk fra mange sider i den senere tid.

Bl.a. fra Thor Gunnar Kofoed, viceformand i Landbrug & Fødevarer, fulgt op af en udglattende melding fra Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Det sidste glæder Per Kølster, men han undrer sig over viceformanden.

Ifølge Per Kølster minder Thor Gunnar Kofoeds udtalelser om økologien i et interview i LandbrugsAvisen mest af alt om en anvisning på en exit-strategi for økologi - begrundet i klimahensyn.

Det betegner Per Kølster som en udtalelse ’imod bedre vidende’.

"I min optik er det imod bedre vidende, eftersom det grundlæggende problem er, at landbruget ikke er i mål - hverken økologer eller konventionelle: Vi har alle i landbruget en udfordring".

Ikke tilfældigt

Per Kølster mener imidlertid ikke, at der er tale om et spontant angreb fra Landbrug & Fødevarers topledelse.

"Jeg tror ikke, det er tilfældigt, når formandskabet i Landbrug & Fødevarer melder så tydeligt ud og med så vidt forskelige synspunkter om økologien netop nu: Lige op til vores økologikongres og mens der pågår finaslovsforhandlinger under en regering, som ønsker at udvikle økologien og som har givet udtryk for, at den ønsker at fordoble økologien de næste 10 år", siger Per Kølster, direkte fra Økologikongressen i Vingsted.

Men kampen om bevillingerne på finansloven er kun den ene dagsorden, den anden er presset på jorden, og en udbredt usikkerhed blandt mange landmænd om, hvad landbrugets rolle bliver i fremtiden, mener økoformanden.

Kamp om jorden

Per Kølster henviser til planerne om at udtage store arealer af landbrugsjord til glæde for natur og vandmiljø - med mindre plads til landbrug.

"Der er et massivt pres på at udtage jord, ændre arealanvendelsen. Og Landbrug & Fødevarer har selv valgt at spille med", siger Per Kølster.

Bag ved det hele tegner der sig derfor en stor utryghed om fremtiden, og derfor er det forståeligt, at mange landmænd er beklemte og henvender sig med deres bekymringer til deres folkevalgte, mener Per Kølster.

"Hvad skal der ske de næste 10, 20 og 30 år? De fleste landmænd er ret gamle og generationsskiftet trænger sig på. Hvordan skal det finansieres og hvordan skal det fortsætte i en tid, hvor der stensikkert kommer til at ske forandringer så store, at det kommer til at minde om landboreformerne", siger Per Kølster.

"Det er den helt store, historiske dagsorden, vi er ude i. Der bliver en kamp om at definere fremtiden".

Økologisk fremtid

Ikke overraskende er Per Kølster sikker i troen på, at det bliver den økologiske driftsform, der trækker det længste strå i spillet om fremtidens landbrug.

Han anerkender og glæder sig over, at Martin Merrild har forsøgt at gyde olie på vandene med sin melding om, at der er plads til både økologer og konventionelle i dansk landbrug og at alle landmænd har en fælles udfordring i klimaet.

Alligevel kan han ikke lade være med at komme med en lille stikpille til L&Fs formand, som roser sig af sine konventionelle, klimavenlige kyllinger.

"I økologisk landbrug mener vi jo, at ikke at dyr skal spærres inde hele deres liv. Vi ønsker, at flere dyr skal ud i luften og ud på jorden som i gamle dage, og så skal vi kompensere for et mindre areal med færre dyr og med at spise mere grønt".

Vi skal samarbejde

Men først og sidst understreger Per Kølster behovet for, at landbruget står fælles og samlet om at løse klimaudfordringerne.

"Der er kun en vej frem: At vi samarbejder, tænker os rigtigt godt om og er åbne for løsninger. Med respekt for, at det helt grundlæggende er, at mad tager udgangspunkt i jorden og Guds fri himmel. Det er det, som den her kongres handler om", siger Per Kølster fra Økologikongressen i Vingsted.

Kongressen har overskriften "Jorden kalder""

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle