Økologikontrollen finder stigende antal fejl

Landbrugsstyrelsens kontrolstatistik for økologiske jordbrugsbedrifter viser et fald i andelen af alvorlige overtrædelser, det vil sige fejl, der i 2017 resulterede i påbud eller bøder. Til gengæld har kontrollen fundet flere administrative fejl, i forhold til foregående år.

Samlet set har Landbrugsstyrelsen fundet fejl i 14,8 procent af de økologikontroller, der blev foretaget i 2017. Dermed er andelen steget med 1,8 procent point i forhold til 2016.

Det er en udvikling, der ærgrer økologiformand hos Landbrug & Fødevarer, Hans Erik Jørgensen:

"Det positive i udviklingen er, at langt størstedelen af overtrædelserne er af mindre alvorlig karakter og relaterer sig til det administrative papirarbejde. Heldigvis ser vi fortsat få af de alvorlige overtrædelser. Det gælder for eksempel de forhold, der vedrører dyrevelfærd", siger Hans Erik Jørgensen.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Mange nye økologer

Andelen af økologiske bedrifter har aldrig været højere, end det er nu, og i sidste uge registrerede Landbrugsstyrelsen økologi-bedrift nummer 4.000.

Andelen af overtrædelser, der findes på de første kontrolbesøg, er helt naturligt højere, end når bedrifterne har fået mere erfaring med de administrative krav til den økologiske produktion. Det kan også ses af statistikkerne, men det bærer ikke stigningen alene, og derfor er der behov for tværgående indsatser, mener Hans Erik Jørgensen:

"Vi skal naturligvis gøre en indsats for at få vendt udviklingen den anden vej, og vi må sammen med SEGES Økologi Innovation og de lokale konsulenter i DLBR finde ud af, hvordan vi landmænd får endnu mere styr på reglerne, så vi kan få reduceret andelen af alle typer overtrædelser", siger han.

Kontrol er vigtigt for økologiens troværdighed

Hans Erik Jørgensen understreger, at Landbrug & Fødevarer bakker op om kontrollen, og at de økologiske landmænd er klar til både de anmeldte og de uanmeldte besøg:

"Vi er glade for økologi-kontrollen, og i langt de fleste tilfælde foregår den i en positiv og vejledende tone, selvom det kan virke som om, at kontrolløren altid har det med at dukke op, når der ikke lige er tid til det i det daglige arbejde".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle