Økologiplan giver økologer bedre forhold

En national strategi for flere plantenæringsstoffer til økologer er blandt de gode tiltag i regeringens nye økologiplan, mener Økologisk Landsforening.

Fødevareministeriet offentliggør i dag regeringens økohandlingsplan, der har været undervejs i et år.  Økologisk Landsforening, tager godt imod den endelige plan, der blandt andet afsætter midler til udvikling og investering på økologiske landbrug og til forskning i endnu mere og bedre økologi.
 
"Vi er især glade for, at Fødevareministeren og Regeringen har medtaget de mange forslag, som vores landmænd er optagede af, ikke mindst en national strategi for flere plantenæringsstoffer til økologer. Planens fokus på bedre udbytter, afsætning, nye plantesorter og proteinkilder samt nye finansieringsformer vil skabe bedre forhold for de økologiske landmænd, store som små," siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Økonomisk bæredygtighed

Handlingsplanen sætter også midler af til arealstøtte, eksportfremme, produktudvikling og innovation hos økologer og deres virksomheder.
 
"Handlingsplanen sigter direkte mod styrket økonomisk- og dyrkningsmæssig bæredygtighed for økologer. Det gør økologi mere attraktiv for flere landmænd, og de er meget velkomne," siger Per Kølster.

Tværministerielle tiltag er banebrydende

Som noget helt nyt lægger handlingsplanen op til, at ikke bare fødevareministeriet, men også en række andre ministerier og kommunerne skal løfte den økologiske omstilling. Økologisk fødevareproduktion skal være vækstmotor for nye produkter, nye eksportfremstød, og nye jobs.
 
"Regeringens tværministerielle aspekt er banebrydende. Kommunerne og ministerier for fx miljø, klima og erhverv træffer mange beslutninger, som hver især, når de er rigtigt tænkt, kan bane vej for økologiens udvikling og afsætning.  Økologer skaber resultater for det offentlige, og vi er meget tilfredse med, at det i 11. time er lykkedes at få økologernes bredere bidrag til miljø og natur anerkendt, når landbrugets nye miljøregulering færdiggøres," siger Per Kølster, og slutter:
 
"Jeg oplevede en solid opbakning, da jeg for nylig var til møde med de seks ministre, og vi oplever også, at kommunerne ønsker mere økologi i kantinerne, og i lokal erhvervsudvikling."

Emneord

økologi , planteavl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle