Økologisk Griseproducent går ned i antal - men op i værdikæden

Med en kvalitet, som minimum er på højde med Middelhavslandenes charcuterivarer, øger Bertel Hestbjerg værdien sammen med kok og slagter.

Udbud og efterspørgsel af økologisk grisekød passer ikke sammen længere, og det koster økologiske griseproducenter dyrt. Derfor tager Marianne og Bertel Hestbjerg nu konsekvensen og reducerer antallet af søer med henblik på at minimere tabet.

Men indtjening handler ikke kun om antal grise. Den handler også om kvalitet. Det udnytter Marianne og Bertel Hestbjerg ved at samarbejde med slagter og kok Michael Museth om at sælge charcuterivarer af ekstra kvalitet. Varer, der sælges gennem Dansk Cater under brandet Bertel X Museth.

Det er grise af brandet Bertels Gris, som udvikles lidt ekstra på forædlingssiden. I stedet for flæskesteg og frikadeller bliver en del af dem til for eksempel chorizo, saucisson sec, fennikelsalami, bacon og meget mere til et publikum, der går op i høj kvalitet.

- Det er klart, at det er spændende at være med til at levere grise til nogen, der vil noget med deres produkter. Vi kan levere en masse dyrevelfærd til charcuteriprodukterne, som også gør dem mere attraktive, siger Bertel Hestbjerg.

Tilsvarende produkter findes på markedet i forvejen, men er som regel produceret i Sydeuropa. Nu sker produktionen mere lokalt, nemlig på Mors.

Markedsføres nu

Produkterne er præsenteret på messer rundt om i landet i efteråret.

- Vi håber selvfølgelig, at de, der køber charcuteriprodukterne, så også køber noget fersk kød af Bertels Gris, indskyder Marianne Fløe Hestbjerg.

Hun arbejder også på andre fronter med at få produkter op i værdikæden. Det sker blandt andet ved at sælge kødkasser som firmajulegaver, ligesom de gerne skulle kunne bestilles i COOP.

- Jeg tror, der er mange, der vil blive glade for at få en kødkasse til jul frem for endnu et krus fra Royal Copenhagen, siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle