Økologisk griseproducent skærer drastisk i søerne - forventer tocifret millionunderskud næste år

Hestbjerg Økologi skærer ned fra 1.500 til 1.100 søer, fordi markedet for økologisk grisekød er hårdt påvirket af krisen. Mens alt andet stiger, er noteringen for øko-grise faldet med 5 kroner per kilo.

Udbud og efterspørgsel af økologisk grisekød passer ikke sammen længere, og det koster økologiske griseproducenter dyrt. Derfor tager Marianne og Bertel Hestbjerg nu konsekvensen og reducerer antallet af søer med henblik på at minimere tabet.

- Sidste år havde vi et plus i regnskabet på et tocifret millionbeløb. I år rammer vi et rundt nul, og næste år budgetterer vi med et minus på et tocifret millionbeløb, fortæller Bertel Hestbjerg.

De går med andre ord fra det bedste år i bedriftens historie til det dårligste på ganske kort tid.

Hestbjerg er Danmarks største økologiske griseproducent. Derfor betyder tilpasningen af antallet af grise også noget for det samlede marked og de fremtidige afsætningsmuligheder, vurderer de.

Sanerer for PRRS

I første omgang har de valgt at sanere den ene af tre ejendomme for PRRS.

- Når vi alligevel taber penge og ikke kan sælge kødet, gider vi ikke passe syge grise, siger Bertel Hestbjerg.

Halvdelen af bedriftens 600 søer er sat ud, og den sidste so ryger ud i uge tre. I uge 10 kommer der en ny besætning. Den bliver lidt mindre, ligesom antallet på de to øvrige bedrifter også skæres lidt, så det netto bliver 400 søer færre, når saneringen er ovre.

Ud over at tilpasse sig markedet tilpasser de sig også til fremtidige miljøkrav.

- Vi kan se, at der vil komme krav om færre søer per hektar, og det gør vi os så også klar til på den her måde. Vi kan lige så godt gøre det nu, hvor priserne er i bund, siger han.

Begyndte i maj

Det begyndte for alvor at gå ned ad bakke i maj.

- Vi kunne se, at det ved vores ugentlige møder om, hvor meget vi skal levere, blev det lidt mindre end forventet mange uger i træk. Vi har lagt en del på frost og håber, vi kommer til at sælge det som økovarer, inden det af holdbarhedshensyn eventuelt må sælges som konventionelt kød, siger Bertel Hestbjerg.

Oven i de faldende priser kom stigende foderpriser, da de skulle til at købe økologisk foder til markedspris.

- Nu får vi 500 kroner mindre for en gris, som det koster 700 kroner mere at lave, uddyber han.

Fyldte stalde

På spørgsmålet, om det kan det betale sig, at staldene ikke er fyldt op, svarer Bertel Hestbjerg:

- Vores slagtegrisestalde er stadig fyldt. Vi har sagt smågriseaftageren op og hjulpet ham med at finde en anden leverandør, så vi ikke efterlader dem på perronen.

Men med færre smågrise på markedet, mener han stadig, at det vil understøtte prisen på økologisk grisekød, for de smågrise, der er væk, ender jo ikke som slagtegrise.

Hvordan påvirker det jer med så stort et dyk i økonomien?

- Når der opstår situationer, hvor det presser, skal man bevare ro og overblik, så man er handlekraftig. Ellers er man selv med til at lave den nedadgående kurve. En af vores styrker er, at vi ikke render ud og køber alt muligt, når det går godt, og heller ikke går i spåner, når det går nedad. Vi har været nede før og har derfor lært at have fokus på at tjene penge, siger han og tilføjer:

- Det er økonomi og ikke bomber i hovedet.

Faktaboks

  • 1.100 søer på tre ejendomme
  • 1.000 hektar
  • 3 brands, Poppelgrisen, Bertels gris, Måltidsboxen
  • Sælger gennem Organic Pork, som de er medejer af
  • 520 grise om ugen, 27.000 grise årligt 
  • (+ 5.000 grise fravænnet ved 10 uger)
  • 2,5 mio. kg kød
  • Bertel 54, Marianne, 4 børn: Malte (19) og Sibille (16), Ida (25), Lauge (24) 
  • 30 medarbejdere

Emneord

video , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle