Økologisk korn bliver til noget nær guldstøv i Gl. Buurholts mobile mølle

Der er bud efter Gammel Buurholts mobile mølle med stenkværn indrettet i en gigantisk lastbil, der kører fra gård til gård.

Det her er den mobile mølle, vi kører rundt med. I morgen skal den til Trige og male mel for en økologisk landmand, fortæller Visti Møller, indehaver og kreativ kraft i korn- og frøforædlingsvirksomheden Gammel Buurholt, Øster Brønderslev i Vendsyssel.

Virksomheden har navn efter sit hjemsted, Gl. Buurholt Hovedgård. Den gamle herregårds fine, hvidkalkede længer dufter af århundreders danmarkshistorie, men inde bag murene er det avancerede maskiner og teknologi, der springer i øjnene. Blandt meget andet grej fylder virksomhedens mobile melfabrik godt op i en stor hal.

- I stedet for at 200 landmænd skal have hver sin mølle, er det jo smart at have én, der kommer til dig, siger Visti Møller.

Lastbil som fabrik

’Fabrikken’ er nemlig indrettet i en lastbil. Det kæmpemæssige, 16 meter lange køretøj er udstyret med diverse maskiner, snegl, rensere og stenkværn.

Den mobile mølle kører fra gård til gård ud til kunderne, hvor kornet snegles ind i den ene ende af bilen og løftes gennem forskellige sorterings- og rensningsmaskiner, inden det havner i stenkværnen og formales.

Til sidst kommer det nymalede mel gennem pakkemaskinen og hældes i poser, som sys til og forsynes med labels og logo. Kornet er klar til salg.

- Så skal landmanden ud at have solgt sit mel. I stedet for at få 2,50 kroner for et kilo korn, kan han måske få 22 kroner for det, siger Visti Møller.

Buurholts andel ligger på mellem 6 og 12 kr. pr. kilo.

Den gode historie

Visti Møllers mobile mølle har været i drift siden januar 2021 og profiterer af, at den økologiske sektor er i vækst og efterspørgslen på lokale produkter med en historie stigende.

- Den gode historie er, at melet er et produkt uden e-numre. Du ved præcis, hvor det kommer fra, for koordinaterne på markerne fremgår af det kort, vi sætter på poserne. Du ved også, at der er styr på, at det er dyrket økologisk i modsætning til, hvis det kom fra et fjernt land.

Men kornet sælger ikke sig selv - direkte salg kræver en solid indsats af landmanden, som skal have fat i den lokale højskole, efterskole eller købmand, tilføjer Visti Møller.

Tidens takter har også fået Gl. Buurholt til at tage proteinafgrøder som linser, hestebønner og ærter ind som forretningsområde. De hentes til Buurholt, hvor de renses og sorteres i en avanceret maskine med farvesorterer.

- Vi har nogle rigtig gode producenter, og vi har nogle cateringfirmaer, restauranter og storkøkkener, som gerne vil købe danske produkter. Men der manglede et bindeled - dér vil vi gerne være.

Ene om konceptet

Visti Møller og Gl. Buurholt har været en niche-aktør i den danske grovvarebranche i 22 år - med oprensning og opsortering af frø og korn til såsæd som ’rygraden’.

Gl. Buurholt er i følge Visti Møller den eneste danske virksomhed med mobile fabrikker på hjul. Mobile enheder, som renser og opsorterer frø og korn til såsæd, er ellers udbredt mange andre steder i verden - bl.a i Australien, hvor Visti Møller selv har hentet sin inspiration efter et ophold som ung.

Gl. Buurholts maskiner er kendte fabrikater, men indretningen og kombinationen af dem i bilerne er Visti Møllers eget opfindsomme værk. Han er uddannet som både maskinmekaniker og landmand. I dag har han 14 mobile fabrikker og otte ansatte med den mobile mølle som seneste satsning.

Nyt eventyr i Afrika

Visti Møller har gerne mange jern i ilden og hele tiden noget nyt på vej. Det næste kan blive et erhvervseventyr i Afrika.

Lørdag er han på vej til Entebbe i Uganda, hvor han sammen med to andre virksomheder, BM Silo og Engsko A/S, skal deltage i et Danida-projekt, som skal hjælpe ugandiske landmænd med at øge høstudbyttet via bedre kornhåndtering og opbevaring. Visti Møller har selv betalt en mobil demo-mølle, som er sendt til Uganda. I de kommende uger skal han undervise 3.000 lokale landmænd i at betjene den. På sigt håber han på eksportmuligheder både i Uganda og andre afrikanske lande.

- Der er et kæmpestort marked for mobile fabrikker i Afrika. Jeg bliver nok ikke rig på penge, men forhåbentlig på oplevelser. Det er min drivkraft!

Faktaboks

Ole Opfinder

  • Visti Møllers maskiner er kendte fabrikater, men indretningen og kombinationen af dem i bilerne er hans eget opfindsomme værk.
  • Han er uddannet maskinmekaniker og landmand og tog konceptet mobile fabrikker med sig fra Australien, hvor han arbejdede som ung.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle