Økologisk Landsforening om økologirekord: Det er fint, men...

Stadig flere landmænd vil være økologer, og økoarealet stiger støt i Danmark. Økologisk Landsforening glæder sig over de nye tal, men mener at den rivende udvikling kalder på en langsigtet plan med bred politisk opbakning.

Aldrig tidligere har økologiske marker fyldt så meget i dansk landbrug som nu, og det samlede øko-areal udgør nu 245.159 hektar, hvilket svarer til over ni procent af det samlede landbrugsareal.

Men fordi at økologien er voksende, så er det stadig nødvendigt, at politikerne tager større hensyn til økologien, lyder det fra Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

"Om lidt er vi over 10 procent økologisk areal i Danmark, og der er behov for en langsigtet økologipolitik og investering for, hvordan vi kan fortsætte omlægningen. Økologi drives frem af forbrugernes valg og af landmænd og virksomheder, der har gjort Danmark til frontløber", siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening. 

"Ligesom med vindmølle-industrien er visionære statslige investeringer i innovation, udvikling af nye markeder og ny viden via forskning afgørende. Desværre er disse indsatser dalet de senere år, ligesom regeringen har fjernet omlægningsstøtten til økologer, der vil udvide deres økologiske produktion".

Han fortæller, at han især efterlyser en bred politisk aftale, der kan støtte en omlægning af op til fem gange så stort et areal som nu.

"Vi efterlyser en bred politisk aftale om en langsigtet plan, der skaber en samlet landbrugspolitik og økonomisk plan for omlægning af to, tre, fem gange så stort et areal. Det potentiale er reelt, og hvis vi ikke understøtter udviklingen, overlader vi det økologiske potentiale til tysk, svensk, hollandske og polske landbrug", siger han.

Adrenalinjunkie styrtede ned i gylletank 16. juli · 06:55

Landmænd er klar - men skal bakkes op

"Omlægning af så store arealer betyder færre sprøjtegifte i vores natur, drikkevand og mad. Flere millioner kilo faktisk. Ligesom millioner af husdyr - køer, svin og høns - har fået et bedre dyreliv og er kommet ud i det fri", siger Per Kølster og fortæller, at han oplever stor interesse for omlægning blandt konventionelle landmænd.

"De danske landmænd følger forbrugernes stigende køb af økologiske varer, og mange er blevet interesserede i den økologiske faglighed og håndværk i mark og stald. Økologi udvikler sig, og mange ser spændende udfordringer i det", siger Per Kølster.

Økologisk Landsforening oplever en meget stor interesse hos landmænd for at få lavet et såkaldt omlægningstjek, der ofte er første skridt på vejen til økologisk omlægning.

Et omlægningstjek består af et uforpligtende besøg af en omlægningskonsulent, der vurderer gårdens muligheder og udfordringer i forhold til økologisk drift. 

Økologisk Landsforening har allerede i år lavet omlægningstjek hos 80 interesserede landmænd.  

 

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu

Sponsoreret artikler