Økologisk mælkeproducent: Ingenting er godt nok til veganerne

Frode Lehmann fra Broager er frustreret over veganernes totale afvisning af husdyrproduktion. »Så stopper al dialog.«

Frode Lehmann, økologisk mælkeproducent fra Broager i Sønderjylland, er én af de økologiske landmænd, der kan vente besøg af demonstranter fra dyrerettighedsforeningen Go Vegan, når han lukker køerne på græs 15. april.

Det er ikke noget, han ser frem til.

»Det er lidt træls.«

Skyder ikke tyrekalve

Frode Lehmann er helt uenig i Go Vegan-aktivisternes påstand om, at ’mælkeproduktion er inficeret med lidelse.

Det ærgrer ham bl.a., at Go Vegan bl.a. henviser til, at tyrekalve aflives straks efter fødslen.

»Dét har vi taget hånd om i Naturmælk: Her har systematisk aflivning været forbudt de sidste to-tre år. Alligevel står det stadig i deres oplæg, at vi afliver tyrekalvene.«

»Og det med, at vi tager kalvene fra køerne efter 24 timer - det er nu engang den måde, vi kan have dyrene på. Når det er sagt, lider køerne ikke. Det ville være meget mere traumatisk, hvis kalven blev længere hos koen. Et døgn eller to er forholdsvis uproblematisk,« siger Frode Lehmann,

»Men det er det, forbrugerne spørger mest til i Naturmælk, og jeg synes da, vi skal forske i systemer, hvor det kan lade sig gøre, at kalvene bliver ved moderen. Det kræver en gentænkning, men jeg så gerne en dialog om, hvordan vi kan tage hånd om det.«

Sinker trafikken

Demonstranterne fra Go Vegan er fredelige og laver ikke hærværk.

Alligevel generer deres tilstedeværelse, synes Frode Lehmann.

Han er især bekymret for, om aktivisterne med deres bannere og brochurer skal forsinke de mange bilister, som besøger bedriften på Køernes Forårsdag.

Det gjorde de, da de kom sidste år.

»De stod nede ved vejen med deres store bannere og delte flyers ud. Vi skal have 800 biler ind på en time, og det sinker jo trafikken, at de står der,« siger Frode Lehmann.

»Jeg sagde til gæsterne: ’I kan høre på dem, og så kan I komme op og kigge og selv danne jeres mening!’ Det er den bedste måde, vi kan gøre det på.«

Mindre kød er ok

Frode Lehmann kan godt følge veganerne et stykke ad vejen - bl.a. ønsket om, at mennesker i almindelighed skærer ned på kødforbruget.

»Det er fint nok, at folk spiser mindre kød - i bund og grund må folk jo spise, hvad de vil. Men jeg har et problem med dem, der vil bestemme, hvad andre skal spise«.

»Nu skal alle jo være fleksitarer - med kødløse dage. det var mine egne forældre var også. De vidste bare ikke, det hed sådan.«

Så stopper alt

Den sønderjyske mælkeproducent mener også, at veganerne overser ’hele sammenhængen’ i økologisk landbrug.

»Dét, at vi har kløvergræs som motor for det hele, de varige græsmarker og naturplejen. Hele den sammenhæng har de slet ikke forstået,« siger han.

»Jeg synes, det er et mærkeligt verdensbillede, de tegner.«

For Frode Lehmann er det mest frustrerende dog, at veganerne ikke er indstillet på dialog med de økologiske landmænd.

»Vi prøver at gøre det godt. Men uanset hvad, er det ikke godt nok for dem. De ønsker slet ikke, vi er der. Så stopper al dialog.«

 

NB: Foreholdt Frode Lehmans kritik om faktuelle fejl angående aflivning af tyrekalve fastholder Go Vegans talsmand Mathias Elrød Madsen, at foreningen skriver, at tyrekalvene ENTEN aflives eller opfedes kortvarigt til slagtning.

»Vi er helt bevidste om, at man ikke dræber dem lige efter fødslen på alle landbrug«, siger Mathias Elrød Madsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle