Økologisk milepæl - hver anden dansker køber økologi hver uge

Salget af økologi i Danmark har nået en vigtig milepæl. Nye tal viser, at det nu er over halvdelen af danskerne, der køber økologi hver uge. I dag bliver der solgt mere øko-havregryn end ikke-økologisk havregryn, og en række andre varer nærmer sig samme niveau. Økologisk kød derimod halter efter.

Aldrig tidligere har så stor en del af danskerne regelmæssigt lagt økologiske varer i indkøbskurven.

Nu er det mere end halvdelen af danskerne – nærmere bestemt 51,4 procent – der køber økologi hver eneste uge.

Det viser nye tal fra 2017, som analyseinstituttet GfK ConsumerScan har trukket for Økologisk Landsforening. I 2016 var det tilsvarende tal 48,7 procent.

Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.
 
"At det nu er et flertal af danskerne, der lægger økologiske varer i indkøbskurven hver uge, er en stærk markering af, at økologi er for alle. Økologien breder sig på hylderne i butikkerne og på danskernes tallerkner i alle dele af landet. Udvalget vokser, og det kvitterer danskerne for ved at lægge stadig flere typer øko-varer i kurven – til gavn for vores natur, grundvand og dyrene", siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Mange varer med høj øko-andel

Den positive udvikling i salget af økologi betyder, at mange varer efterhånden har opnået en meget høj økologisk markedsandel, forklarer chefkonsulent i Økologisk Landsforening, Helle Bossen.
 
"I dag bliver der solgt mere økologisk havregryn end konventionelt havregryn. Og gulerødder, yoghurt, bananer, æg, pasta og mel er også godt på vej deropad. Flere kæder har valgt kun at sælge økologiske varianter af bestemte varer", siger Helle Bossen.
 
Derimod halter salget af økologisk kød bagud.
 
"Salget af økologisk kød er vokset i de senere år. Men til trods for, at langt flertallet af danskerne ifølge undersøgelser går op i dyrevelfærd, er det stadig kun mellem 3,5 og 8 procent af det oksekød, fjerkræ og svinekød, som sælges i dagligvarehandlen i dag, der er økologisk", siger Helle Bossen.

En himmel til forskel

Når salget af øko-kød halter bagud, kan det bl.a. hænge sammen med, at det tilsyneladende kun er en tredjedel af danskerne, der er klar over, at økologi er lig med høj dyrevelfærd. Det viser en undersøgelse fra Fødevareministeriet.
 
Derfor sætter Økologisk Landsforening i disse uger ekstra fokus på dyrevelfærden i økologisk landbrug gennem kampagnen Ren Madglæde og under overskriften ’En himmel til forskel’.
 
"Der er en himmel til forskel, når man køber økologisk kød, mælk og æg. Alle økologiske dyr kommer ud i det fri under åben himmel, og de har god plads. De skal også have økologisk foder fra marker, som er dyrket uden pesticider og kunstgødning. Så man er altså både med til at sikre bedre dyrevelfærd og et renere miljø i Danmark, når man køber økologi", siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.
 
Varernes økologiske markedsandel:
 

  • Havregryn                                     52,3 %               
  • Gulerødder                                   42,3 %
  • Yoghurt naturel                           38,8 %               
  • Æg                                                    32,6 %               
  • Mælk                                               31,6 %
  • Bananer                                         30,6 %               
  • Mel                                                  30,1 %
  • Appelsiner                                    27,7 %
  • Pasta                                               27,0 %
  • Smør                                               16,4 %
  • Æbler                                              16,2 %
  • Tomater                                         14,0 %
  • Müsli                                               13,3 %
  • Juice                                                10,1 %
  • Ketchup                                         8,7 %
  • Oksekød                                        8,6 %
  • Kaffe                                               7,0 %
  • Rugbrød                                         4,5 %
  • Fjerkræ                                          4,1 %
  • Svinekød                                       3,5 %

 
 
 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle