Økologiske forårsmøder rykker ind på skærmen

Corona-virussen skal ikke stoppe Seges Økologi Innovation og DLBR Dansk Økologi i at vidensdele på deres forårsmøder, hvorfor de har besluttet sammen at afholde en række gratis webinarer for landmænd.

Normalt er der en række markvandringer og faglige møder for økologiske landmænd her i forårssæsonen, men det har corona-virussen sat en stopper for i år.

"Ingen skal dog snydes for at få ny faglig viden, aktuelle informationer og inspiration til forårsarbejdet", fastslår lederen af Seges Økologi Innovation Kirsten Holst.

Derfor inviterer Økologi Innovation, DLBR Dansk Økologi og økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer nu økologiske landmænd i hele landet til en række såkaldte webinars. Det skriver de i en samlet pressemeddelelse.

"Vi ser møderne som en faglig appetitvækker", siger Kirsten Holst.

Et webinar er et online møde, som man kan deltage i via computeren eller tabletten derhjemme. På møderne vil der – som ved et fysisk møde – være økologikonsulenter, som holder faglige oplæg, tager deltagerne med på virtuelle markvandringer og meget mere. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål via chatten. 

Gratis at være med

Møderne er gratis, men det er nødvendigt at tilmelde sig, så man får et link til mødet, der vil vare cirka 20 minutter.

Økologichef hos AgriNord, Thomas Vang Jørgensen, som også er formand for styregruppen DLBR Dansk Økologi, ser frem til de kommende webinarer:

"Jeg er meget glad for, at den lokale økologirådgivning og Seges Økologi i fællesskab benytter lejligheden til at afprøve nye måder at mødes på. Vores mål er at få viden ud at arbejde hos økologerne, også mens vi er ramt af Corona, så derfor udvikler vi nye kanaler via webinarer, videoer og on-line møder", siger han.

Hvis man efterfølgende har lyst til at følge op på den viden, der er givet i møderne, kan man kontakte sin lokale økologikonsulent.

Og hvis man ikke har mulighed for at være med til mødet, mens det afholdes, kan man se det hele bagefter, når det passer bedre ind i dagens arbejdsopgaver. Mødet optages nemlig og bliver tilgængeligt på Landbrugsinfo.

Faktaboks

Møderne

  • Der er foreløbig planlagt følgende møder: 

Onsdag d. 1. april kl. 13.00. Ukrudtsbekæmpelse i foråretRettidig ukrudtsbekæmpelse i foråret er vigtigt for at opnå succes med bekæmpelsen. Dette webinar indeholder en praktisk tilgang til hvordan blindharvning, ukrudtsharvning og radrensning kan bruges som supplement i ukrudtskontrollen. En gennemgang af metoderne med fokus på ukrudtsarter og afgrøder, samt en generel strategi med sædskifte, afgrødeetablering og udsæds mængde som den primære del af bekæmpelsen, vil være grundlaget for denne gennemgang.I spidsen for mødet er Malene Theilgaard og Lars Egelund Olsen, SEGES Økologi Innovation.

Torsdag d. 2. april kl. 10.00. Hamp og hampedyrkningHamp er en multifunktionel afgrøde, hvor både stængler, blade og frø og kan finde anvendelse mange steder bl.a. til byggematerialer, tekstiler, hampeolier, protein, medicin og kosmetik. Dette webinar vil gennemgå de vigtigste opmærksomhedspunkter både vedrørende etablering og dyrkning, men også forhold vedrørende høst, tørring og den efterfølgende håndtering.I spidsen for mødet er Lars Egelund Olsen, SEGES Økologi Innovation.

Sådan gør duNår du tilmelder dig her https://www.landbrugsinfo.dk/Oekologi/Sider/Oekologiwebinarer.aspx

får du et link tilsendt per email, og det link skal du klikke på, umiddelbart før mødet begynder. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle