To økologiske kødproducenter går sammen: Vil skabe verdensklassekød

Naturkalv og Nørhavegård går sammen om nyt koncept.

Firmaerne Naturkalv, Fyn, og Nørhavegård, Langeland, går nu sammen.

Det betyder, at Nørhavegård nu får afsætning af deres kødprodukter over hele landet, eftersom Naturkalv har afsat deres kød i kølepakker med levering gennem Xpressen. Anden afsætning af fersk kød og pålæg sker gennem gårdbutikker og slagtere.

"Vi har åbnet fra at være lokale til at være nationale. Det giver andre reklamemæssige og afsætningsmæssige muligheder", forklarer Freddy K. Madsen, Nørhavegård.


Kødet sluttes af med cidergærede sukkerærter - som giver en fantastisk smag ifølge Freddy K. Madsen. De kom engang, da de havde mælkeproduktion, til at vådensilere ærter.

"Det var et uheld, at vi fandt ud af det. Det gav kødet en fantastisk smag. Så vil vi efterligne uheldet igen", siger Freddy K. Madsen.

De aftager jerseykalve fra Søbysøgård Fængsel og feder dem op. Deres mål er at slagte 100 stude det første år - men vil gerne på sigt vokse i samarbejde med andre landbrug i området.

"Vores mål er at komme op på rigtig mange slagtninger. Omkring 1000 eller mere om året. Så hurtigt som muligt".

Hvor realistisk er det?

"Det kommer an på, hvor godt et produkt vi laver. Hvis du kan komme med verdens bedste produkt og andre mener, at det er det, så er problemet ikke at sælge 1000 dyr, men at producere 1000 dyr", siger Freddy K. Madsen.

Landmand bruger alternativ metode – støvsuger mark for hvidkløverblomsterMark 13. juli · 14:33

Det er to entusiaster, der slår sig sammen.

Freddy K. Madsen er oprindelig maskinmester, men er gift med en agronom og kom derved ind over landbruget. Fra 1999 til år 2007 drev de studeopfedning, gårdbutik og catering, men forpagtede gården ud herefter. Forpagteren stoppede dog igen, og nu er de tilbage på gården. Forpagteren, Jan T. Knudsen, er involveret i driften med naturkødet.

På gården er der plads til 200 stude med 100 slagtninger årligt. De græsser på 80 hektar jord.

Naturkalv er stiftet for tre år siden af biolog Rasmus Dalhoff Skaar. Han har jerseykalve til at afgræsse på tre naturområder på Fyn. Ambitionen er at skabe indtægtsgivende afgræsning, så jerseykalve reddes og naturen plejes. Kalvene har overvintret hos landmand Karl Kampp, Fårehavegård ved Svendborg, mens Rasmus Dalhoff Skaar har passet dyrene om sommeren.

Rasmus Dalhoff Skaar går sammen med Freddy K. Madsen for at få en partner.

Kalvene skal fremover sluttes af hos Nørhavegård for at sikre optimal kødkvalitet.

Freddy K. Madsen bakker op om naturtanken:

"Det er hans hjertesten, ligesom min, jeg er jæger og naturmenneske, så jeg vil også se naturen klare sig godt", siger Freddy K. Madsen.

Lavpraktisk fungerer fusionen ved, at Rasmus Dalhoff Skaar får anparter i Nørhavegård Aps og indtræder i bestyrelsen. I en overgangsperiode står Rasmus Dalhoff Skaar for leveringerne under Naturkalv.

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu

Sponsoreret artikler