Betalingsrettigheder forsvinder hvis du ikke søger i 2015

EU-reform om enkeltbetaling betyder en oprydning i ubenyttede betalingsrettigheder.

Agri Nords planteavlsrådgivning gør opmærksom på, at ny regel træder i kraft ved denne ansøgningsrunde.

"Vi ser af og til deltidslandmænd, som ikke får søgt om enkeltbetaling et år, for så igen at søge året efter. Det sætter den nye EU-reform en stopper for. Hvis du ikke benytter dine betalingsrettigheder i 2015, så falder de bort. Populært sagt kan man sige, at EU foretager en oprydning efter årets ansøgningsrunde," siger Poul Madsen, teamleder for Agri Nord Planteavl.

Deadline for enkeltbetalingsansøgning er 21. april – dog er der mulighed for forsinket ansøgning frem til 18. maj, men det betyder et træk i støtten for hver dag ansøgningen forsinkes.

Rettigheder til overs?

Flere landmænd har betalingsrettigheder til overs som følge af arealer, der tages ud af omdrift – det kan være på grund af ekspropriation, udstykninger eller måske er der plantet skov eller juletræer. Flere har skiftet mellem at søge på deres betalingsrettigheder så at sige for at holde dem alle aktive. Det bliver der nu ryddet op i.

"Det betyder også, at hvis der eksempelvis er juletræer på et areal, og det om to år igen skal bruges til andet formål som er tilskudsberettiget, så skal man ud og købe nye betalingsrettigheder. Reformen betyder ikke, at der fremover bliver annulleret ubrugte betalingsrettigheder hvert år – der er tale om en oprydning efter 2015," forklarer Poul Madsen.

Mulighed for dispensation

Planteavlskonsulenten påpeger at der dog er muligheder for dispensation. I 2016 og de efterfølgende år er der enkelte situationer, hvor man kan søge om at få tildelt betalingsrettigheder fra den nationale reserve. Det kan eksempelvis være nyetablerede landmænd eller landmænd, som har fået jord midlertidig eksproprieret i forbindelse med anlægsarbejde.

Emneord

planteavl , eu

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle