Cheføkonom: Brexit er skidt nyt for dansk landbrug

Det er tidlig morgen, og Europa vågner til nyheden om, at Storbritannien øjensynligt forlader EU. Allerede før klokken fem kom det britiske statsmedie BBC med en udmelding om, at et flertal havde stemt for at forlade EU ved torsdagens afstemning.

Frank Øland, cheføkonom ved Landbrug & Fødevarer er tidligt oppe for at følge udviklingen. Det skader dansk landbrugs eksport på både kort sigt, og potentielt længere sigt, at Storbritannien forlader EU, siger han.

Kursen på det britiske pund faldt til det laveste niveau i forhold til dollaren i 30 år, skriver BBC.

"Den umiddelbare reaktion er jo meget markant. Hvis man kigger på, hvad der er sket i pundet, så er det sving, vi har set det seneste døgn, det største i min levetid, siden starten af 70’erne. Det kraftige fald i pundet påvirker desværre vores eksportindtægter negativt," slår Frank Øland fast.

Overreaktion?

Når værdien af pundet falder, stiger beløbet, som briterne skal betale for udenlandsk kød. Det gør det sværere for slagterier som Danish Crown og Tican at sælge deres kød på det britiske marked.

Kan man håbe, at der er tale om overreaktion fra markedets side eller spekulation?

"Vi ser ofte, at der sker en voldsom reaktion, og efterhånden som der opstår klarhed, så retter tingene sig igen. Vi kan håbe på, at vi allerede næste uge får klarhed om situationen, men kursen vil nok ikke rette sig fuldstændig. Men der er også risikoen for, at der kommer nye begivenheder, som skubber yderligere til nervøsiteten i de finansielle markeder," siger Frank Øland.

Renten falder

Han vurderer, at usikkerheden om Storbritanniens situation, pundets fald og turbulens på aktiemarkederne vil få investorer til at søge i sikker havn. Det betyder køb af obligationer. Således vil renten falde, vurderer Frank Øland - hvilket også vil ramme realkreditten, vurderer cheføkonomen.

Forhandler i to år

Storbritannien har nu to år til at forhandle en aftale på plads med EU. Det kræver en indsats fra både de britiske og europæiske politikere, inklusiv de danske.

"Nu må gode kræfter arbejde på at finde den bedst mulige aftale, så Storbritannien kommer så tæt på Det Indre Marked som muligt," siger Frank Øland.

Andre lande som Norge og Schweiz har fået aftaler, så de har adgang til Det Indre Marked. Frank Øland påpeger, at Storbritannien ikke er selvforsynende og har brug for at importere varer.

Danmark har jo også eksporteret UK-bacon, før der var noget, der hed EF, og før Storbritannien og Danmark blev medlem. Kan det ikke ske, at baconeksporten fortsætter som hidtil?

"Det kan man håbe på, men det er jo langtfra sikkert. Jeg tror da også, at dansk baconeksport fortsætter, men dette kan også betyde, at produktionen gradvist flytter fra Danmark til Storbritannien. Usikkerheden er stor. Vi ved ikke hvilken vej Storbritannien går, og hvad de bliver tilbudt," siger Frank Øland.

Han påpeger, at der er en risiko for, at danske virksomheder vil få flere administrative byrder, når de skal handle med Storbritannien.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle