Dansk fødevareeksport til Rusland rasler ned

Den danske eksport til Rusland bliver mindre og mindre. I tredje kvartal faldt eksporten med hele 18 procent.

Det er ikke mindst krisen i Ukraine, der kan aflæses i de seneste tal for den danske eksport til Rusland.

Rusland har indført en række handelssanktioner for lande fra Vesten, og derfor kan de danske varer ikke længere sælges til russerne.

I tredje kvartal var eksporten til Rusland hele 18 procent lavere end i samme kvartal sidste år, mens den i september var 24,3 procent lavere end i september 2013. Kigger man på den samlede eksport til udlandet, er den faldet med 1,1 procent i tredje kvartal sammenlignet med tredje kvartal i 2013.

"Vi ser nu effekten af den russiske bjørns vrede. Desværre er det fødevareklyngen, der mærker størstedelen af det voldsomme fald i eksporten til Rusland," siger cheføkonom Thomas Søby, Landbrug & Fødevarer.

Værst for svin

Det markant lavere niveau skal især ses på baggrund af, at russerne har sat en stopper for, at danske fødevarer kan sendes ind i landet og sælges.

Det er især det danske svinekød, men også en række andre fødevarer, som for tiden ikke kan indgå i russernes kostplaner. Eksporten til Rusland udgjorde i tredje kvartal 1,5 procent af Danmarks samlede eksport.

"Den manglende fødevareeksport til Rusland gør i sig selv ondt. Værre er det store prisfald på fødevarer i hele Europa, fordi markedet er oversvømmet med fødevarer, der ikke længere kan sælges til Rusland," siger Thomas Søby.

"Vi må håbe, at markedet snart normaliserer sig, da den nuværende situation gør rigtig ondt på erhvervet," siger cheføkonomen.

Thomas Søby mener, at eksporten bør tages med i de kommende finanslovforhandlinger.

"I en situation med svigtende eksport er det essentielt, at de danske virksomheder kan klare sig i kampen med udlandet. Og set i lyset af dagens tal synes jeg, at politikerne bør tage et ekstra kig på konkurrenceevnen," siger cheføkonom Thomas Søby, Landbrug & Fødevarer.

/ritzau/

Emneord

ruslandskrise

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle