DLG: Nu kommer høstpresset fra den sydlige halvkugle

I deres markedsberetninger melder DLG's prokurist Rolf Pedersen om stabile kornpriser.

Af prokurist Rolf Pedersen, DLG

Kornmarkedet fortsætter med små hop på stedet

Siden begyndelsen af september har Matif-hveden på december 2016-terminen ligget fastlåst i en tunnel med begrænsede udsving på kun syv kr. per 100 kg. På den anden side af Atlanten har Chicago børsen vist samme begrænsede udsving. Selv ikke de relativt kraftige stigninger, vi har set på US dollar og UK pund siden præsidentvalget i USA, har rokket afgørende ved kornpriserne. Vi kan dog konstatere, at det kraftig styrkede UK-pund har lagt en dæmper på de helt billige tilbud ud af England.

Kornlagrene er intakte med pil opad

Der har i perioden heller ikke været nævneværdige ændringer i den fundamentale forsyningssituation for indeværende høstår. Den seneste november rapport fra USDA viste begrænsede udsving i produktionen, forbruget og slutlagrene. Der blev dog igen smidt yderligere knap en mio. tons hvede og godt en mio. tons majs på lager. Ca. 43 procent af de globale kornlagre ligger angiveligt i Kina, og guderne må vide, hvordan det kan verificeres.

Stigende hvede og majs lagre for 5. år i træk

Hvis prognoserne, der på nuværende tidspunkt foreligger for høståret 2016/17, kommer til at holde stik, vil de globale lagre af hvede og majs ved udgangen af høståret 2016/17 være steget uafbrudt i 5 år i træk! Majslagrene ved udgangen af høst 2012/13 var 133 mio. tons og blev i de efterfølgende år 175 mio. tons, 208 mio. tons, 209 mio. tons til forventet 218 mio. tons ved udgangen 2016/17. De tilsvarende tal for hvede er 178, 195, 217, 241 til 249 mio. tons ved udgangen af 2016/17.  

Den sydlige halvkugle er startet på deres høstarbejde

De næste par måneder kører mejetærskerne på fuld kraft i Australien, Afrika og Sydamerika. Fra Australien er meldingen fortsat, at en rekordproduktion af hvede og byg ligger i spillekortene. Hvedeproduktionen ventes eksempelvis op med 15 procent og byg op med 25 procent i forhold til sidste år. En markant udvidelse af hvedearealerne i Argentina (grundet bortfald af eksportafgiften) ventes at øge deres hvedeproduktion med hele 27 procent.  

Nord og syd mødes om kort tid

Om kort tid mødes korn fra den nordlige og den sydlige halvkugle derfor i de store forbrugs- og importområder i landene omkring Middelhavet, Mellemøsten og Fjernøsten. En forventning om en forlænget eksportperiode af hvede fra specielt Rusland og USA kunne derfor potentielt udløse en hård konkurrence i løbet af få måneder.

Høst 2017

Foreløbig er den generelle vurdering, at tilstanden på den nordlige halvkugle er tilfredsstillende med udsigt til endnu en god produktion. Rusland ser ud til at så et rekordstort areal med vinterhvede. Nu må vi blot afvente, og se hvordan vinteren bliver i de kommende måneder. Herhjemme viser de første pejlinger, at arealforskydningerne mellem de forskellige afgrøder bliver begrænsede. Samlet set ventes et uændret kornareal, hvor vinterafgrøderne forventes at stige med tre procent med et tilsvarende fald på vårafgrøderne.

Forventning om en fortsat flad prisudvikling i de kommende måneder

Vi forventer på baggrund af ovenstående en fortsat relativ rolig og flad prisudvikling frem til nytår, og med præsidentvalget bag os, er de næste store jokere i spillet OPEC-mødet den 30. november og ikke mindst vejret de næste mange måneder. Da langt den største del af den internationale handel med korn stadig foregår i US dollar, skal udviklingen her også følges tæt.
 
 Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure) 
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle