Fødevareøkonom: God aftale for de dygtigste landmænd

Et farvel til randzoner og lov til mere gødning vil øge indtjeningen for de dygtige landmænd, mener økonom.

Venstres landbrugspakke med støtte fra blå blok giver landmændene mulighed for tjene mere, når der lempes på produktionsvilkår og reguleringer, der har presset deres indtægter.

Det siger Henrik Zobbe, der er leder af Institut for Fødevarer- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

"Problemet er, at det ikke er en langsigtet plan. Det havde været godt at få en bredt funderet aftale i Folketinget for at sikre stabile produktionsvilkår for landbruget fremad. Det får man ikke med et smalt flertal kun med blå blok. Allerede nu kan man gisne om, hvad der sker, hvis rød blok vinder et valg om tre år. Men landbruget har brug for en lang tidshorisont, fordi priserne skifter hele tiden," siger Henrik Zobbe.

Overordnet mener han dog, at landbruget kan være tilfreds med aftalen.

"Miljø- og fødevareministeren lemper rammevilkårene, så de får et friere marked. Det vil de dygtigste landmænd tjene mest på, mens de middelmådige landmænd nok ikke vil få de store effekter ud af det," siger han og fortsætter:

"Det ændrer ikke ved det grundliggende problem, at der stadig er mange landmænd med alt for stor gæld, der skal afvikles. Enten ved, at bankerne skærer gælden væk, eller ved at de ryger på tvangsauktion."

Nye tal fra Landbrug & Fødevarer i sidste uge viste, at landmændenes gæld i 2014 steg til 371 milliarder kroner.

Samtidig var der faldende indtjening i erhvervet, et stigende antal konkurser og negative investeringer for sjette år i træk. Det betyder, at de nødvendige investeringer, der skal fremtidssikre landbruget, udebliver.

Derfor er en øget indtjening nødvendig for at vende dødsspiralen.

"Men landmændene skal huske på, at landbrugspakken ikke betyder, at pengene falder ned fra himlen.  Det er jo ikke støttekroner, de får, så de skal selv være i stand til at udnytte de nye muligheder, så kan de producere mere og billigere og dermed tjene nogle penge hjem, siger Henrik Zobbe.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle