Forskere slår alarm over pesticider hos børn - Miljøstyrelsen ubekymret

Forskere mistænker, at sprøjtemidler skader børns hjerner. Derfor er ny undersøgelse bekymrende, lyder det. Hos Miljøstyrelsen ser man ingen grund til panik.

En ny undersøgelse afslører en foruroligende høj mængde pesticidrester i urinen hos danske børn og deres mødre.
Sådan lyder det fra forskere i miljømedicin, skriver netavisen Altinget.

"Det er alarmerende, at vi har en så høj koncentration af pesticider i Danmark. Jeg frygter, at det kommer til at skade den næste generations intelligens," siger professor i miljømedicin og forskningsleder ved SDU Philippe Grandjean til Altinget.

Han refererer til en ny undersøgelse, som Miljøstyrelsen har betalt for og publicerer onsdag. Undersøgelsen er lavet af Syddansk Universitet i samarbejde med Københavns Universitet.

Forskerne har undersøgt mængden af pesticidrester hos 144 danske skolebørn og 145 mødre. Konkret har man målt koncentrationen i urinen af en gruppe af sprøjtemidler, der bliver anvendt i landbrugsproduktion.

Forskerne finder, at 90 procent af forsøgspersonerne har spor af pesticidrester i urinen.

"Vi har målt ret høje koncentrationer i danskernes urin. Og det er bekymrende, fordi vi mistænker, at de her stoffer skader børns hjerner," siger lektor i miljømedicin ved Syddansk Universitet Helle Raun Andersen, der er medforfatter til rapporten, til Altinget.

EU sætter grænser for, hvor stort omfanget af pesticidrester må være i fødevarerne. Og Helle Raun Andersen mener, at myndighederne bør presse på for at få EU's grænseværdier sat ned.

Herhjemme er de fleste af de undersøgte sprøjtemidler ulovlige at benytte, og derfor vurderer forskerne, at det høje niveau må tilskrives importeret frugt og grønt.

Hos Miljøstyrelsen ser specialkonsulent Susanne Hougaard Bennekou ingen grund til panik. Hun peger på, at EU's grænseværdier for de mistænkte stoffer er strikse.

"De her stoffer er reguleret hårdt med lave grænseværdier. Og vi mener ikke, at den nuværende eksponering er problematisk," siger hun til Altinget.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle