Plan om bredbånd er stor hjælp til landmænd

Hurtigt bredbånd er i dag lige så vigtigt for en virksomhed som lys, vand og gode veje, mener Seges.

Regeringens plan om bedre bredbåndforbindelse på landet er en god og nødvendig håndsrækning til landbruget og et signal om, at hele landet skal have en ordentlig digital infrastruktur, mener Seges.

Planen er lanceret som del af den netop offentliggjorte ’Vækst og udvikling i hele Danmark’.

”I praksis er det i dag umuligt at drive et moderne landbrug uden en ordentlig internetforbindelse. Den er nødvendig til at kunne drive de it-systemer, som landmanden bruger til at foretage en række lovpligtige indberetninger, for eksempel omkring dyreholdet, gødningsplaner eller sprøjtejournalser.”

”I nogle områder, specielt i Vest-, Midt-, og Nordjylland har det for nogle landmænd været umuligt eller uforholdsmæssigt dyrt at få en forbindelse med tilstrækkelig hastighed til at kunne opfylde lovens krav,” siger Ejnar Schultz, direktør i Seges Økonomi & Virksomhedsledelse.

”Hurtigt bredbånd er i dag lige så vigtigt for en virksomhed som lys, vand og gode veje. I Seges har vi gennem en årrække argumenteret for, at der skal findes løsninger, så også landmænd og andre erhvervsdrivende i landområderne får en ordentlig elektronisk infrastruktur,” siger Ejnar Schultz, der peger på, at der også for landdistrikternes trivsel generelt er vigtigt med gode internetforbindelser.

”Skal det være attraktivt at bosætte sig på landet, så skal en essentiel ting som muligheden for bredbånd naturligvis være på plads. Også derfor er det et glædeligt, men også særdeles nødvendigt initiativ, som regeringen har præsenteret,” siger Ejnar Schultz.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle