Regeringen klar med "blandet landhandel" for milliarder

Der er mere på vej, lover finansministeren efter første runde vækstudspil.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kaldte tirsdag regeringens kommende vækstinitiativer for "en blandet landhandel".

Onsdag fremlægger Finansministeriet så en del af sortimentet i landhandlen, og samlet set beløber dagens lancering sig til 2,8 milliarder kroner.

Og der er mere i vente de kommende dage, varsler finansminister Bjarne Corydon (S) ved præsentationen af initiativerne.

Målt på udgifter er det største element i dagens udspil ændret beskatning for familieejede virksomheder, der ønsker at overgå til erhvervsdrivende fonde i forbindelse med generationsskifte. Det er der i alt sat 1,44 milliarder af til i 2016-2019.

Regeringen ønsker nemlig flere erhvervsdrivende fonde, og det er baggrunden for at beskatningen ved generationsskifte til en fond skal ligestilles med generationsskifte til en søn eller datter.

- Vi har ønsket at gøre en forskel og nedsætte beskatningen ganske kraftigt fra 42 til 15 procent. Nu er det muligt at få lavet en erhvervsdrivende fond til en ordentlig pris, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

Næststørste punkt er saneringen af punktafgifterne, som økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) allerede offentliggjorde tirsdag. Det er der sat 550 millioner af til fra 2017 til 2019.

Regeringen vil derudover bruge 625 millioner kroner over tre år på at afskaffe CO2-afgifter på fossile brændstoffer til fjernvarmeproduktion og lempe afgifter for gartnerier.

Endelig er der sat 150 millioner kroner af til at lade virksomheder, der ejer mobile borerigge, betale tonnageskat i stedet for selskabsskat, mens de frivillige idrætsforeninger bliver betænkt med 63 millioner kroner.

Regeringen vil finansiere sine planer med puljer og rammer til de enkelte formål samt provenu fra refusionsomlægning, fremgår det af forslaget. 263 millioner kommer fra råderumsfinansiering.

/ritzau/

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle