Vækstkonference: »Succes på sociale medier handler absolut ikke om likes«

Mange likes ser godt ud på virksomhedens facebookside. Men det er ikke nødvendigvis det, der sælger varer, mener Landbrug & Fødevarers ekspert i sociale medier, Tina Mellergaard. Hun opfordrer virksomheder til at tænke sig godt om, før de indtager sociale medier.

Man skal ikke nødvendigvis have mange fans for at nå bredt ud på Facebook. Hvor de sociale medier startede med at være for de populære, handler det for kommercielle virksomheder i dag mere om, om man har et budget til at nå de rigtige.

»Rækkevidde er noget, man køber,« slår ansvarlig for de sociale medier i Landbrug & Fødevarer Tina Mellergaard fast.

Siden december har hun været ansvarlig for L&F’s mere end 30 profiler på Facebook, samt talrige Twitter- og Instagram-konti. Ikke for at drive den daglige strøm af opdateringer og statusmeldinger men for at lægge taktikkerne og de overordnede linjer bag.

Netop det at have en plan for, hvad man vil, og hvordan man når derhen, er essentielt i Tina Mellergaards arbejde.

I hendes tidligere job i IBM »blev mine programmer lukket, hvis jeg ikke kunne vise, at de havde værdi«, fortæller hun. Men hun oplever, at mange andre virksomheder overser netop dette punkt.

»Man skal ikke have en sociale medier-strategi men derimod en taktik. Og den skal pege tilbage til ens forretningsmål og den overordnede strategi. At være på Facebook er ikke et mål i sig selv,« siger hun og tilføjer, at sociale medier ikke er et »quick fix« af salget.

»Fordi det er hurtige medier, tror folk, at der er hurtige resultater. Det er der ikke, du kan ikke gøre det på et kvarter. Det er en langsigtet taktik, hvis man vil være der. Som med alt andet kan du ikke trække overskud ud af noget, du ikke har investeret i. Hvis man sætter en studentermedhjælper til at lave to opslag om ugen,  har man ikke investeret,« mener hun.

Hun vil altid lægge sociale medier i erfarne hænder.

»Sociale medier skal være tæt på virksomheden og forretningsstrategien. Det kommer det aldrig, hvis det er en praktikant, der bliver sat til det, for de har ikke mandatet til at håndtere kriser. Når ens brand er derude, skal det også varetages med omhu,« mener hun

Mål, mål og målinger

Når Tina Mellergaard gør resultaterne i Landbrug & Fødevarer op, tæller likes kun som et element af mange.

»Succes på de sociale medier handler absolut ikke om likes,« siger hun og peger på, at landmænd som gruppe ikke er særligt tilbøjelige til at daske til tommelfinger-op-knappen.

»De, der liker mest, er kvinder mellem 30 og 45 år. Som organisation lægger vi en del ting ud - blandt andet om konkurstallene, der absolut ikke er »likeable«, men som stadig er vigtige,« siger hun.

»Det handler om, hvilke målgrupper man vil nå. Det, der ser godt ud på overfladen, er ikke nødvendigvis det, der trækker mest værdi ud til virksomheden.«


 

Faktaboks

Tina Mellergaard

  • 30 år.
  • 2016: Med i Berlingske Business’ Talent100
  • 2015-: Head of social, Landbrug & Fødevarer
  • 2015: Head of social, BABY
  • 2015: Kandidat, retorik, Københavns Universitet
  • 2014: Social media advisor, Advice
  • 2013: Social business manager, IBM Danmark
  • 2013: Partner i bureauet wh_oddjob

Største udfordringer i en forandringstid

Svar på »hvorfor«: At være på de sociale medier skal ikke være en strategi i sig selv - men være bundet op på forretningsstrategien.

Invester for resultater: Man får ikke gratis eller hurtige resultater, fordi Facebook er gratis og hurtigt at melde sig til. Vil man have resultater, skal man investere - både mandskab og tid.

Erfarne skal til: Sæt aldrig praktikanten eller yngste medarbejder til at styre de sociale medier. Det svarer til at give dem pressetelefonen. Et forkert svar eller en forkert tone kan have store konsekvenser.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle