Økoproducent fordoblede fortjeneste i 2020

Hestbjerg Økologi fordoblede bruttofortjeneste og landede 12,8 mio. kr. på bundlinjen efter år med nye produkter og helt ny besætning.

Bertel Hestbjerg fik et forrygende 2020 ud af sine økologiske svineproduktion.

Det viser regnskabet for Hestbjerg Økologi ApS, der rummer landets største besætning af økologiske svin.

12,8 mio. kr. landede der på nederste linje efter skat af produktionen, der rummer tre besætninger med i alt omkring 1500 søer i området omkring Holstebro. En del af grisene sælges ved fravænning til kollega, andre af de i alt 30.000 årlige grise fedes op til slagtesvin, fremgår det af selskabets hjemmeside.

Bruttofortjenesten steg til det dobbelte, nemlig fra 16,5 mio. kr. i 2019 til 32,1 mio. kr. i 2020. Omsætningen oplyses ikke.

Eftersom produktionen er holdt på samme niveau, med deraf følgende samme niveau af udgifter til medarbejdere og produktion, er det klart, at resultatet er blevet markant forbedret.

"Udviklingen i aktiviteter har været som forventet med samme produktionsniveau som tidligere år. Afregningspriserne har været stigende og foderpriserne faldende, hvilket har medført en fornuftigt
udvikling i årets resultat", lyder det i regnskabet.

Bertel Hestbjerg lancerede i 2016 brandet Poppelgrisen, der sælges under eget brand i Coops butikker. I 2020 lancerede selskabet endnu et brand, nemlig "Bertels gris", der er målrettet foodservice, fremgår det af regnskabet.

Ledelsesberetningen slår dertil fast, at selskabet fastholder "fokus på, at det produkt vi udbyder adskiller sig positivt på en række parametre. Interessante parametre er her, klimaaftryk, generel bæredygtighed, produktudvikling i detailudbuddet mv.", lyder det, før det slås fast, at der både følger ekstra arbejdsopgaver og nye muligheder med den form for produktudvikling.

Sidste år blev samtlige søer i produktionen på de tre besætninger udskiftet med nye grise fra Topigs Norsvin.

"De første resultater er meget lovende. Omgængelige søer, der føder det antal pattegrise, de selv har mulighed for at passe, stærke og robuste pattegrise, god trivsel og lav dødelighed", skriver Bertel Hestbjerg, der nu beskæftiger 28 heltidsansatte mod 26 året før.

I selskabet er der aktiver for 149 mio. kr., en fremgang fra sidste års 139 mio. kr., der blandt andet skyldes en opskrivning på jorden på 5,6 mio. kr. 

Af balancens 149 mio. kr. er de 70 mio. kr. egenkapital.

Bertel Hestbjerg er ud over Hestbjerg Økologi også medejer af Bovbjerg Genetics, hvor han for nylig har øget sin ejerandel til nu over 50 procent. Derudover ejer han en del af Bovbjerg Økologi. Disse ejerandele ligger dog andre steder i hans koncernstruktur og tæller derfor ikke med i resultatet for Hestbjerg Økologi.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle