ØL skal hedde noget andet

Økologisk Landsforening vil have tydeligere navn

Økologerne skal drøfte nyt navn på årsmødet til marts.

Når Økologisk Landsforening holder generalforsamling 6. marts står en ny strategi og et nyt navn til foreningen på dagsordenen. Ifølge Per Kølster, formand for foreningen, vil de ændre navn for at undgå misforståelser.

»Vi bliver tit fejlciteret. Økologisk bliver til økonomisk og landsforening bliver også til noget forkert. Vi vil gerne have et tydeligere navn, der også kan forstås internationalt,« siger han.

Det betyder ikke nødvendigvis at foreningen skal hedde noget på udenlandsk, men Per Kølster vil i øvrigt ikke sige, hvad bestyrelsen foreslår før sidst i februar.

Generalforsamlingen, der foregår i Vingstedcentret, ligger i forbindelse med årsmøder i foreningens udvalg, og arrangementet strækker sig over to dage.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) deltager også fredag med et oplæg om regeringens ’Økologisk Handlingsplan 2020’ og om aftenen står Jytte Abildstrøm for underholdningen i anlednings af Ø-mærkets 25 år, inden der traditionen tro sluttes af med øko-festmiddag, musik og dans.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle