ØV: To ud af fire landmænd stopper

Halvdelen af landmændene i økonomi-sektoren stiller ikke op til genvalg.

Bestyrelsen i Sektor for Økonomi og Virksomhedsledelse, i daglig tale ØV, skal ud og se sig om efter nye medlemmer.

Det står klart, efter to af de i alt fire landmænd i bestyrelsen nu melder ud, at de ikke genopstiller. De to er næstformand Berith Nissen fra Sønderjysk Landboforening og Morten Agger fra Fjordland.

De to landmænd, der fortsætter, er formand Anders Harck fra Sydvestjysk Landboforening og Poul Jacob Bønlykke fra Landboforeningen Kronjylland, som har været med de sidste to år. Bestyrelsen i ØV er på i alt ni medlemmer, og det er de fire landmænd, der er på valg i forbindelse med delegeretmødet i L&F.

Savner ståsted

Mælkeproducent Morten Agger, der har siddet i bestyrelsen for ØV de sidste to år, har gjort op med sig selv, at han ikke genopstiller. I den korte form begrunder han det med, at der er for få penge til at lave noget meningsfyldt arbejde.

- Helt overordnet mener jeg, at sektoren for ØV savner et ståsted. Jeg har dyb respekt for de andre i bestyrelsen, de er dybt professionelle og lægger et stort arbejde i det. Men jeg synes, vi bruger alt for meget tid på at skulle få budgettet til at nå sammen. Det er helt skævt, at Sektor for ØV skal bruge halvdelen af tiden på at få budgettet til at nå sammen og som skal opfinde værktøjer til landmænd, som de færreste får glæde af.

- Jeg gik ind i bestyrelsen fordi jeg gerne ville være med til at ændre systemet indefra. Det troede jeg, at jeg kunne. Jeg synes, at mange af de værktøjer, der bliver udviklet, går hen over hovedet på mange af os landmænd. Det er ikke en kritik, jeg står alene med, for jeg får masser af respons fra andre landmænd, der mener det samme.

- Måske er der nogle, der synes, jeg skulle blive og kæmpe. Men der må jeg erkende, at det rækker mine kræfter og evner ikke til. Jeg er også med i bestyrelsen i Fjordland og jeg har også et landbrug at passe. Men skal jeg komme med et godt råd, så synes jeg at ØV skal styrkes, så alt hvad der har med grøn omstilling, esg og økonomi på tværs af alle driftsgrene kommer til at ligge her. Det vil jeg kæmpe videre for gennem landboforeningen. ØV er vigtig uanset om man har køer, kyllinger, grise eller planteavl.

Opnået meget

Griseproducent Berith Nissen deler ikke Morten Aggers tanker om ØV, men har også valgt at sige stop. Årsagen er, at hun gerne vil bruge flere kræfter på bedriften derhjemme.

- Det har været seks spændende år, hvor vi er lykkes med at få landmænd til at tale om kroner i stedet for kilo. Vi har haft fokus på landmændenes bundlinjer og vi harværet med til at tale om, at det er helt nødvendigt, at landmænd er gode ledere. Jeg er bestemt en tilfreds næstformand, der giver opgaverne videre, siger Berith Nissen.

Hilser nye velkommen

Formand Anders Harck beklager at to af de fire landmænd nu stopper, for ’de har gjort et kæmpe stykke arbejde’, men han hilser også muligheden for at få nye vinkler ind i bestyrelsen velkommen:

- Vi sidder med et enormt vigtigt område, der ikke bliver mindre vigtigt. Det er dog et vilkår, at vi i sektoren ikke har et stort budget. På det grundlag synes jeg faktisk, at vi er kommet meget langt med at nå ud med vores budskaber.

Faktaboks

Fire landmænd på valg

  • Bestyrelsen består af ni medlemmer.
  • Fire landmænd, der vælges på delegeretmødet,
  • Tre vælges af DLBR.
  • De to sidste pladser besættes af sektordirektøren og et eksternt medlem.

Emneord

Delegeretmøde 2022

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle